Boot’s Camp

… I just got paroled!

Og så har jeg en samtale på tirsdag med et konsulenthus. Håber fandeme det går godt.

… er jeg en fri kvinde.

Han-Chefen meldte tilbage igår: “Hvis jeg fyrer dig, hvilket jeg så vil gøre -” så har jeg i henhold til funktionærloven krav på 5 måneders løn, fordi jeg har været ansat i Firmaet i 7 år. Derudover ville han give mig en ekstra månedsløn - historien meldte ikke noget om hvorfor, men det var da flinkt. Og som krøllen på halen ville han fritstille mig fra 9. maj. Dvs. imorgen, når jeg går hjem, så kommer jeg ikke igen.

Jeg mener seriøst, at fra at have total nederen på igår, da jeg skulle på arbejde gik jeg til at være mega happy, da dagen var omme. Det var fantastisk - ja, jeg bliver principielt fyret, men jeg har mellem linierne selv bedt om det. “Fyret” er, når man siger det bare sådan, et ret negativt ladet ord. Men det er det bedste der kan ske for mig lige nu og jeg går derfra med en ordning i lommen, som er lige lidt bedre end hvad jeg kunne have fået ved en fratrædelse. Og det er sgu fedt.

Jeg har ikke umiddelbart planer om at skulle sove længe og spille PlayStation i 6 måneder (selvom tanken egentlig er rar, specielt fordi der står en PS3 og det nye GTA IV lige inde i det næste rum, nam nam), men det er ikke sikkert at jeg kan få et job lige med det samme. Først og fremmest skal jeg ha’ mærket ordentligt efter på mig selv og finde ud af, hvad jeg egentlig har lyst til at lave. Og så ryger vi ind i sommerferieperioden, hvor beslutningstagerne holder ferie. Til gengæld bliver jeg med den her ordning heller ikke nødt til bare at tage det første og bedste job, der byder sig, pga. økonomi.

Måske bliver det først til 1. august eller 1. september? Ikke at det gør mig noget, det må jeg indrømme - så har jeg masser af tid til at lære noget i mellemtiden, som jeg kan bruge i et job. Og så kunne jeg nok få alle de timer i Fitnesscentret, som jeg ville og så kommer der lidt penge i kassen dér også. Og så skal der trænes! Juhuu, hvor er der meget tid til at træne nu! Jaaaaaaaaa! :o)

Så den følelse af håbløshed og fortvivlelse, der opfyldte mig for en uge siden? Borte - som dug for solen. Og det føles fantastisk!

Yes, så har man simpelthen fået en skriftlig advarsel. Og her gik jeg og håbede, at Han-Chefen ville tilbyde en eller anden god fratrædelsesordning, men næh nej. Det er med beklagelse (ifølge skrivet, ihvertfald) at de konstaterer, at jeg til trods for medarbejderudviklingsamtale og opfølgning herpå fortsat ikke lever op til de krav, der stilles i Firmaet omkring nye arbejdsopgaver, leverancer og samarbejde.

Firmaet har konstateret følgende uacceptable forhold:

• Jeg udviser manglende villighed til at påtage mig opgaver.
• Min arbejdsmæssige indsats er utilstrækkelig og viser manglende performance. For mange leverancer tager uforholdsmæssigt lang tid og jeg har svært ved at få afsluttet opgaverne.
• Min attitude overfor både opgaver og kolleger er mangelfuld og bliver opfattet som stødende, hvilket hæmmer såvel arbejdsklimaet som samarbejdet mod resultatet.

Advarslen beror på, at jeg trods påtale af disse forhold ved tidligere medarbejdersamtale og efterfølgende møder fortsat ikke lever op til kravene. Advarslen siger også, at forholdene skal forbedres hurtigst muligt og senest 18. juni. Hun-Chefen vil følge op på ugebasis ligesom der vil blive afholdt et møde med Han-Chefen ifm. periodens udløb. Såfremt Firmaet vurderer, at der ikke er indtrådt tilstrækkelig forbedring vil konsekvensen blive en opsigelse af mit ansættelsesforhold.

Hvad siger I så? Personally, I think it’s bullshit.

“Ja, man kan jo sige, at det er en subjektiv vurdering,” sagde Hun-Chefen, mens hun nikkede (jeg tror hun holder VM-titlen i nikning). Det skal jeg lige love for - for hvem bestemmer, hvornår min attitude overfor opgaver og kolleger ikke virker stødende? Hvem vurderer, hvornår min arbejdsmæssige indsats er tilstrækkelig? Hvordan skal man måle på disse punkter?

Jeg har en masse “modsvar” eller hvad man skal kalde det, til ovenstående anklagepunkter, men jeg tror sgu de er ligeglade. Jeg sagde nærmest ikke to ord, mens Han-Chefen fremførte anklageskriftet, og så var jeg ude at konferere med Tillidsrepræsentanten. Da vi kom ind igen spurgte hun om de kunne tilbyde en fratrædelsesordning. Det kunne han ikke sige på stående fod, men han ville undersøge det og vende tilbage, forhåbentlig senere idag.

Han skrev så både på sms og mail ved 16.30-tiden, at han ikke havde haft mulighed for at tale med el jefe grande, Direktøren, så han ville fange ham imorgen. Fedt nok at skulle vente til imorgen på et svar. Hvis de endelig tilbyder en fratrædelsesordning bliver det stensikkert sådan en nærig gnalling med 1 eller 2 måneders løn. Hvis de fyrer mig skal de give mig 5 måneders løn, så det tilbyder de ihvertfald ikke.

Jeg kan på stående fod identificere følgende muligheder:

• Jeg siger fuck det hele og siger op - så hænger jeg selv på hele regningen OG at jeg skal være der juni måned med, medmindre de ville gå med til at fritstille mig før tid.
• Jeg kan lade stå til indtil 18. juni og kun lige akkurat lave de ting, jeg får besked på, så de bliver nødt til at fyre mig fordi forbedringerne til ovenstående anklagepunkter udebliver. Så skal de give mig 5 måneders løn, men så har jeg til gengæld også en plet på mit CV, som aldrig forsvinder.
• Jeg kan oppe mig fuldstændig vanvittigt, så de den 18. juni tænker “Hold da kæft!” og så få lov at blive der, men det er jo ikke ligefrem det jeg vil - jeg vil gerne kappe båndene hurtigst muligt, men jeg vil også gerne gå derfra med så meget som muligt.

Medmindre de tilbyder en fratrædelsesordning, hvilket jeg virkelig håber de gør, men det gør de nok ikke. Et eller andet sted kan de jo også bare køre videre og tvinge mig til at sige op ved at prøve at køre mig træt. Det koster ikke dem andet end hvad jeg får i løn hver måned. Og nu er jeg nok bare sortseer igen, men det er sgu svært at være andet i disse tider.

Good times, huh?

… på 31 minutter løb jeg idag. Det er vel en okay forbedring, når man ellers plejer at løbe 3,4 km på 23 minutter, er det ikk? Det føltes ihvertfald pissegodt, men nu er jeg også lidt øm i mit ben. Men godt var det :o)

By the way, så kom Han-Chefen ind på kontoret idag og spurgte om vi lige kunne tale sammen. Jeg regnede med, at det havde noget at gøre med konklusionen på et møde i onsdags, som han ville høre om, men nej. Han ville gerne have, at ham og jeg og Hun-Chefen tog et præ-medarbejdersamtalemøde imorgen tidlig, og hvis jeg gerne ville have det ville han også invitere vores tillidsrepræsentant.

Nå da da, hvis tillidsrepræsentanten skal med er det ligefrem noget seriøst, jo. Jeg sagde, at det kunne vi da godt, så jeg er lidt spændt på hvad det kan være. Jeg har en idé om det, men lad os nu se.

Igår fik jeg at vide af Hun-Chefen, at hun havde talt med Han-Chefen og at de havde besluttet at jeg ikke kunne få lov at gå ned på 3 arbejdsdage om ugen i Firmaet. I dagene op til synes jeg, at jeg manglede den dér gut feeling, som man som regel har, når man afventer svar på noget. Men nu er jeg jo pessimist, så havde jeg virkelig regnet med, at de måske ville sige, “Ja, okay - det er helt fint”?

Begrundelsen var, at de ikke kunne forsvare at lade mig gå ned i tid, fordi der var så travlt og så mange opgaver i den nærmeste fremtid. Og det på trods af, at de for lidt mere end en måned siden sagde, at der ikke var nok af de opgaver, som jeg gerne ville have til, at kunne beskæftige en fuldtidsstilling. Så de opgaver, de nu siger at der er mange af, er jo så alle de opgaver, som jeg ikke gider ha’.

Så jeg mistede fuldstændig gejsten igår efter udmeldingen. Jeg var parat til at aflevere min opsigelse idag og så bare skide på det hele. Så gik der nogle timer, hvor mit rationelle jeg langsomt kom tilbage. Var så på arbejde i Fitnesscentret efter arbejde igår, så det var rart lige at beskæftige hovedet med noget andet i nogle timer. Så snakkede jeg med Kæresten i aftes, da jeg kom hjem. Han havde ringet til vores bankrådgiver for at snakke om, hvad vi kunne gøre for at være sikre på, at det kunne hænge sammen, hvis jeg tog det fuldtidsjob i Fitnesscentret, som giver nærmest nada penge i forhold til hvad jeg får nu.

Men hun sad selvfølgelig i møde og ringede ikke tilbage igår, så der bliver nok ikke noget med at sige op idag, desværre. Nu hænger det så bare på, at det er den 30. april idag - hvis jeg sagde op idag kunne jeg starte på det andet 1. juni. Hvis jeg ikke gør det idag, er jeg tvunget til at blive hængende i Firmaet en måned mere, og det ved jeg sgu ikke om jeg kan klare.

Jeg må ærlig indrømme, at jeg er opfyldt af en følelse af håbløshed og fortvivlelse…