Præ-Nytårsaften
29. december 2007
Så er det ved at være den tid på året igen, hvor man — medmindre man er så heldig “bare” at være inviteret som gæst — farer rundt som en skoldet skid for at få de sidste nytårsting på plads. I år er det os, som skal lægge hus til. Det var det egentlig også sidste år, men vi havde været i Egypten henover julen og jeg var syg både inden vi tog afsted OG da vi kom hjem, så vi rykkede festen.
Men i år slipper vi ikke, selvom jeg ellers var lige ved at tro, at det ville gå i vasken igen. Anden juledag var jeg ude at træne og da jeg kom hjem og havde fået et bad begyndte jeg at få det mere og mere sært. Da jeg gik i seng om aftenen var det med to dyner over mig samt en varmepude i fodenden og jeg frøs stadig.
Da jeg endelig var faldet i søvn var der et eller andet fjog, der synes det kunne være fedt at ringe på min mobil kl. 01.35. Han havde åbenbart ringet én gang før, men der har jeg bare været bevidstløs, og anden gang nåede jeg ikke at tage den. Dagen efter tjekkede jeg nummeret på De Gule Sider og det var en eller anden knallert i Randers, som jeg ikke aner hvem er.
Men da han vækkede mig var jeg sgu også ved at få en fucking hedeslag, så måske var det meget godt at jeg vågnede. Tredje juledag havde jeg det helt ad helvede til — min krop føltes som om den var 80 år gammel og skruet fuldstændig forkert sammen, så hele den dag tilbragte jeg i sengen indtil jeg havde hold i nakken af at ligge på siden og læse.
Nu er jeg heldigvis frisk igen bortset fra lidt stædig snotteri, så jeg håber at jeg vedbliver at være frisk nytårsaften. Imorgen skal der gøres rent til den store guldmedalje og indkøbes de sidste ting. Vi bliver 12 personer + 1 der kommer efter kl. 23 pga. arbejde. Ud af de 12 er vi 5 hunkøn, hvoraf de 3 er gravide. Det skal nok blive festligt :o)
Så er jeg igang med at lave et vendespil til min anatomi/fysiologi eksamenslæsning. Altså, det er noget meget simpelt med at dele et papir op i 12 kvadrater og så printe på begge sider af papiret — slet ikke noget fancy, det gad jeg ikke bruge tid på.
Jeg har ønsket at komme til eksamen i anatomi/fysiologi søndag den 27. januar, så der er ikke andet end en lille måned til. Fitnesseksamen ligger weekenden efter, og jeg håber også at jeg kan tage den om søndagen. Om lørdagen har jeg nemlig meldt mig til en prøvetime i hhv. pole dancing og erotisk dans (tease) i Hotness.dk.
Det har jeg altid godt kunnet tænke mig at lære og nu starter der ENDELIG noget op i Danmark, hvor man kan få egentlig undervisning. Det er sgu et godt initiativ og det vil jeg bakke op alt hvad jeg kan. Bortset fra det har jeg hørt, at pole dancing skulle være psyko-go’ træning, og hvis man kan kombinere dét med at lære at bevæge sig lidt lækkert, så er det sgu lige i øjet.

Så hvis min fitnesseksamen absolut skal ligge den lørdag kunne jeg godt gå hen og blive lidt knotten ;o)
Ferie-mode
20. december 2007
Jeg er gået i ferie-mode. Min juleferie starter officielt kl. 14.30, hvor jeg er ude af her og jeg vender ikke frygteligt tilbage før 7. januar. Efter arbejde skal jeg lige et smut i Frederiksberg Centret inden jeg skal mødes med min læsegruppe på Frederiksberg kl. 16.
Imorgen har jeg fri og skal til frisøren kl. 11.15, så mon ikke man lige kunne nå ned at træne inden? Det satser jeg på. Og anatomi-julefrokosten imorgen aften bliver ikke til noget, så der skal jeg bare slappe af foran fjerneren, tror jeg.
Kors, hvor jeg glæder mig. Ikke bare til at få sovet ud og regenerere, men til at være væk fra arbejdspladsen i mere end en enkelt weekend. Så skal der trænes og terpes anatomi/fysiologi. Forhåbentlig bliver der også tid til at nørde lidt website, som jeg gerne vil igang med og har villet igang med i længere tid, men jeg synes bare ikke at tiden har været der. Jeg skal bare ha’ tid til at komme igang, og det har jeg ikke, hvis jeg kun har 2-3 timer til rådighed ad gangen. Jeg skal ha’ 2-3 hele og sammenhængende dage at my disposal, når jeg starter op på et site rebuild — ellers kan det være lige meget.
Igår havde jeg 40 min. opfølgning på min træning og min instruktør var meget tilfreds. Nu har jeg jo kun været rigtig igang i lidt over en uge, så det var jo mest teknik vi kiggede på, men det har jeg åbenbart ret godt styr på allerede og det er jo genialt. Man kan hurtigt få nogle dårlige vaner fx med at trække skævt eller overkompensere, men det gjorde jeg ikke.
Vi lagde to yderligere øvelser på mit program, som jeg kan lave hvis jeg orker det. Det er high pulley til triceps og low pulley til biceps, og det er meget isolerede øvelser til lige præcis de muskler, men de var helt fine, så jeg knoklede røven ud af bukserne i 2 timer igår ekskl. opvarmning og udspænding.
Idag er jeg ret træt i kroppen, den er lidt tung — men jeg er sjovt nok ikke øm i mine pectoraler idag. Det plejer jeg ellers at være, især dér hvor de slutter ude i armhule-folden. Det kunne indikere, at jeg er klar til lidt mere belastning, men nu ser jeg lige om jeg stadig ikke er øm imorgen. Tror alligevel at jeg fortsætter lidt endnu med min nuværende belastning for at få teknikken helt på plads inden jeg går op.
Ellers bliver man nok straffet med en eller anden lam skade, fordi man troede man var bedre end man var.
Og ku det egentlig ikke være fedt, hvis det begyndte at sne helt vildt i aften og nat og så bare fortsatte, så vi havde super meget sne juleaften?

Ready, willing and able…
18. december 2007
… til den forestående juleferie, som begynder torsdag når jeg tager hjem fra arbejde. Ha, du troede lige at jeg var på vej ud i noget snavs, hva? Hvorfor tror alle altid det om mig?…
Nå, men som jeg var igang med at sige, så har jeg fri på fredag og har så ferie indtil den 7. januar. Det skal fandeme blive godt. Jeg synes umiddelbart at jeg har okay styr på fysiologien, men jeg skal ha’ terpet anatomi forfra og bagfra. Jeg har alt for lidt styr musklernes latinske navne, muskeludspring- og tilhæftning samt deres funktioner. Og det dur jo bare overhovedet ikke.
I aften skal jeg i skole og det er sidste gang undervisning inden jul. Efter nytår er der kun én gang undervisning tilbage, to gange spørgetime og så to eksamener, som jeg kraftigt satser på at bestå.
Jeg har stadig ikke fundet ud af, om vores anatomi-julefrokost på fredag bliver til noget. Kunne godt bruge en slapper, men hva … det ER jo ferie og det kunne være meget sjovt at se hvordan mine medstuderende er udenfor studierne. Vi kender jo faktisk slet ikke hinanden.
Nytårsaften er planlagt — det er os, der skal holde den i år og prisen er 450,- pr. næse. Denne inkluderer mad (3 retter samt kransekage og natmad) til 350,- og den sidste hund går til hvidvin, rødvin, dessertvin, champagne, øl, juice, sodavand, bordpynt og diverse. Og så skal man selv have sprut med. Er det dyrt? Én af min kærestes venner (en rigtig gnier, red.) har for andet år i træk brokket sig over prisen (som var den samme sidste år), men hvis han tror at han kan få alt det til sig selv, som den sidste hundredekrone går til, for 100,- skal han da være hjertelig velkommen. Men han får ikke så meget som en dråbe af nogen af de drikkevarer, som vi køber til dem, som godt kan komme til lommerne uden brok. Nærigrøv!
Træningen går godt. Jeg var ovre at træne igår og jeg kan allerede mærke, at jeg er blevet bedre til at lave squat og bænkpres og lignende — altså, med hensyn til at holde vægtstangen og håndvægtene mere stabilt. Jeg har ikke taget mere belastning på, det venter jeg lige lidt med. Imorgen har jeg en opfølgning med min instruktør, hvor han lige skal tjekke at jeg ikke har fået nogen dårlige vaner allerede, så det er jeg lidt spændt på.
En lille bjælde på
14. december 2007
Så er dagen oprandt for julefrokosten med arbejdet — et par gode kolleger og jeg selv er in charge for baren, så det bliver rigtig godt. Vi indførte dette koncept for 2-3 år siden og det var et stort hit blandt resten af medarbejderne.
Derudover er det rart at være BAG baren, da “os unge” (ja, selvom jeg har sneget mig op på 31 er jeg stadig blandt “de unge”) så slipper for alle de dér klamme gamle medarbejdere, som ikke har fået noget i 15 år og som synes det er eventyrlig fantastisk at flirte med “de unge”. Fx “Hø hø, er det dig [mig, red.] som lægger krop til body tequila’erne i år?” Så kan man sgu godt få gøjseren.
Nå, men nu ikke så negativ på forhånd, det skal nok blive godt og der skal mixes nogle killerdrinks og folk bliver pivvisne. Vi har talt om at tage en paparazzi-runde på kontorene sådan omkring midnat, men jeg tror desværre ikke at nogen har et videokamera. Pis osse, der kunne ellers være basis for at score en julebonus dér :o)
Nå, nok om det. Jeg er jo blevet medlem af Fitnessdk og har trænet mandag og onsdag i denne uge, og det har været supergodt. Derfor er jeg lidt ærgerlig over, at jeg ikke kommer over at træne idag, det ville jeg gerne ha’ været. Jeg håber at tømmermændende holder sig på et minimum imorgen — hvis de gør det kunne man måske snige sig ned at træne i centret i Køge istedet.
Jeg fik i øvrigt målt min fedtprocent i onsdags. Jeg har hele tiden vidst at jeg ikke var overvægtig — rent BMI mæssigt (21.1) ligger jeg faktisk kun lige over grænsen mellem under- og normalvægtig (20.0). Men det kan man jo ikke rigtig sige noget ud fra, så jeg ville have målt min fedtprocent, og det var faktisk en lidt anden historie.
Min fedtprocent var på 26.3% og den ønskværdige fedtprocent for én på min højde, alder og vægt ligger på 20-27%, så dér ligger jeg faktisk i den “tunge” ende. Det skal vi have lavet om på, og som mit forbillede Jillian Michaels siger:
Personally I like to see my guys ripped at 8-10% and my girls ripped at 15-18%, but it’s your body.
Så vi må nok se om ikke man skulle kunne komme derned ad — jeg tager den i bidder og vil få målt min fedtprocent en gang om måneden for at se fremskridt.
It’s time to tighten up, get strong, shed fat and build lean, strong muscle in its place.
Hooah!
Midt i en julefrokost tid
10. december 2007
Ja, så skal man til det igen — julefrokosttiden er over os og har for mange sikkert allerede været det et stykke tid. Jeg var til (for mit vedkommende) årets første julefrokost i fredags med min kærestes arbejde. Vi var en 25 stykker, tror jeg, og det blev holdt i Cirkusbygningen i København, hvor vi så Wallmans Dinnershow.
Efter 4 timers kulinariske oplevelser og musikalsk show forvandles Cirkusbygningen til en stor natklub. Der røg drinks indenbords, men jeg modererede med vilje mit alkoholindtag, da jeg ikke gad have tømmermænd dagen efter. Jeg regnede ud, at jeg nok har fået 10-11 genstande i tidsrummet 19-04, så det er jo til at overskue.
Jeg havde heller ikke tømmermænd lørdag, men jeg var sindssyg træt hele dagen og aftenen, og fik ikke lavet noget som helst. Og det er lige præcis derfor jeg ikke gider alt det dér druk mere. Én ting er, at man er træt, men det er sgu da røv at spilde en hel lørdag på at være i zombie-tilstand.
Nå, men ihvertfald skal jeg også til julefrokost de to næste fredage — nu på fredag med arbejdet og næste fredag med anatomi/fysiologi-holdet. Nu på fredag bliver det nok svært ikke at få en lille bjælde på, da jeg skal stå i baren. Samtidig har jeg hørt fra julefrokostudvalget, at temaet er Melodi Grand Prix og er der noget jeg hader, er det Melodi Grand Prix. Hvis der kun skal spilles MGP musik hele aftenen ender det sandsynligvis med at bjælden bliver til en koklokke…
Sidste uge gik i vasken med hensyn til træning. Jeg kom ned i Fitnessdk onsdag med mit træningstøj og var endda gået en time tidligere fra arbejde, fordi jeg var så klar. Så kører de et tilbud, som gælder til og med 23. december. Det går ud på, at hvis man kender én som er medlem kan man få den månedlige betaling til 299,- istedet for 379,- (gælder kun i gruppe 2 centre) og samtidig betaler man kun 99,- i startgebyr i forhold til 299,-
Det kræver dog, at man kender et medlem, hvis navn eller medlemsnummer man kan oplyse. Jeg kendte ikke lige nogen og så gad jeg ikke melde mig ind til den normale pris uden at have undersøgt sagen. Så kunne jeg ikke få lov at træne — eller det kunne jeg godt, men det ville koste 130,- og det synes jeg ikke lige jeg gad betale.
Torsdag skulle jeg til læsegruppe og fredag til julefrokost, og ja, så gik resten af weekenden med det. Men det viser sig så, at én af dem jeg sidder på kontor med er medlem, så jeg har fået hans medlemsnummer, og vil melde mig ind idag. Så NU skal jeg endelig igang og jeg glæder mig som en sindssyg.
Så jeg vil smutte ned og lave noget squat nu :o)




