Boot’s Camp

Søndag den 9. marts

Åh, hvilken befrielse at være ude af Bangkok og tilbage i Singapore. Men egentlig ville jeg hellere bare ha’ skiftet fly i lufthavnen og fløjet til København - jeg gad ikke mere og kunne næsten ikke overskue at skulle være i Singapore i 4 dage på dette tidspunkt. Jeg ville hjem til kattene, mit eget hus, mine egne ting, min træning, frostvejr og frisk luft… ja, jeg havde faktisk lidt hjemve. Sjovt som man kan få det, når man har noget man glæder sig til at komme hjem til.

Vi var også ved at være godt trætte af det samme morgenbord hver morgen og at gå ud at spise hver aften - jeg kunne aldrig leve et Sex and the City liv, hvor ingen nogensinde laver mad selv og går ud hele tiden. Det er jeg sgu for homey til.

Vi var ude at spise med F’s far og på vej til restauranten besøgte vi hans kone på hospitalet - hun har noget leukæmi og skulle ha’ en kemo behandling.

Mandag den 10. marts

Vi hentede J’s nye briller hos optikeren, hentede J og F’s tøj hos skrædderen, kørte til Parisilk i Holland Village med F’s kamera, som på mystisk vis var holdt op med at virke, mens vi var i Phuket. Dem i Parisilk henviste os til et Canon Service Centre, så vi kørte derhen og afleverede kameraet.

Om eftermiddagen købte vi ind i et supermarked ved siden af hotellet og tog en taxa ud til F’s far i Jurong, hvor vi lavede sømandsbøf, drak øl, røg smøger og hyggede os.

F’s far inviterede os til barbeque i Sømandskirken tirsdag aften, hvilket vi takkede ja til.

Tirsdag den 11. marts

Det regnede som en gal hele dagen, så vi fik set nogle shoppingcentre - lige fra det argeste bras til Takashimaya, Singapores næststørste center, hvor man er omgivet af Hermes, Ferragamo, Hugo Boss, Cartier, Dior og venner så langt øjet rækker. Bare ærgerligt at man ikke har en masse blod-millioner stukket til side på en Swiss numbered account… Suk!

Jeg besluttede mig for noget lidt mere jordnært i Takashimaya: at finde en boghandel. Det gjorde jeg også, men ud af 20 mio. bøger eller hvor mange der nu var havde de ét eksemplar af Daniel Silva’s The Secret Servant. Jeg fik stukket en lap papir i hånden med nummeret på reolen, hvor bogen skulle stå. Tror du jeg kunne finde den? Nej. Hvis en eller anden nu havde taget den, gået rundt med den og fundet en bog de hellere ville ha’, og så bare stukket den ind på en eller anden tilfældig reol… så ville de aldrig finde den, jeg sværger.

Om aftenen var vi til barbeque i Sømandskirken og det regnede og regnede og regnede - lige indtil vi skulle til at spise, så holdt det op. Der var bøffer, grøn salat, bagekartofler og flute: lige hvad der skal være til en god dansk barbeque. Det var guf og dejligt med endnu en aften, hvor vi ikke skulle på restaurant.

F’s far inviterede os ud at spise hos dem onsdag aften som en slags farvel-middag, og det ville vi selvfølgelig godt.

Onsdag den 12. marts

Endelig oprandt dagen, hvor vi skulle hjem. Vi skulle checke ud af vores værelser kl. 12 - rimelig røv, når man først skulle flyve kl. 01.10 om natten! Vi kørte ud til F’s far i Jurong med vores kufferter og hans kone var kommet hjem fra hospitalet. Hun sagde, at dem der kom om aftenen var hendes to døtre, den ældste datters ekskæreste, én af hendes veninder, hendes søns kone og så selvfølgelig os fire, så vi i alt ville blive 11.

F’s far sagde, at hun lige skulle slappe lidt af, hun havde jo lige været indlagt, men det ville hun ikke høre tale om - hvis bare J og jeg gad hjælpe hende lidt i køkkenet skulle det nok gå, og det gad vi sådan set godt.

Ville have været i Singapore Zoo om dagen, men det regnede stadig som en gal. Vi hentede F’s kamera hos Canon Service Centre og var på Science Museum, som er en slags experimentarium. Det var åbenbart skoleferie og der var lidt for mange larmende børn. Ved 17-tiden kom vi tilbage til F’s far og gik igang med at lave al maden sammen med hans kone. Det var en pissehyggelig aften - der kunne ikke ha været en bedre afslutning på ferien. Faktisk var det så hyggeligt, at jeg ikke havde lyst til at køre afsted mod lufthavnen, da det endelig blev tid til det.

Så ville man bare gerne ha’ haft Palle, Pålle og Ruth’s kamera istedet for en 13 timers flyvetur, ikk?