Mens jeg venter på en afklaring…
22. april 2008
… af jobsituationen kunne jeg jo lige skrive lidt om, hvordan det går.
Igår ringede jeg til Centerchefen, som jeg havde samtale med i fredags. Han havde snakket med de andre to, som var med til samtalen, og de var blevet enige om, at de gerne ville have mig. Men de var blevet nødt til at dele hende-der-går-på-barsel’s rolle op i to dele. Først havde de håbet på, at jeg kunne tage det hele undtagen hendes holdtimer, men hende, som de kunne få til at tage holdene istedet ville kun tage dem, hvis hun også fik holdplanlægningen med, så den blev de nødt til at give hende.
Jeg kan så få instruktørtimer som jeg har haft hidtil, noget reception og så ellers ansvar for alt hvad der vedrører fitness, som ikke er holdtræning. Og det vil jeg jo gerne, så de regnede med at der var til omkring 18,5 timer om ugen. De timer skal fordeles på mandag og tirsdag, og så en lørdag eller søndag et par gange om måneden, men det lader til at være ret fleksibelt, ihvertfald med hensyn til weekenderne. Hvis jeg har brug for at have en hel weekend fri sørger jeg bare for at fordele timerne på nogle af de andre dage.
Jeg skrev til Hun-Chefen igår morges, at jeg gerne ville have et møde med hende ang. at gå ned til at være på jobbet 3 dage om ugen istedet for 5 dage som nu. Jeg kunne se i hendes kalender, at hun er total booket hele denne uge, bl.a. med medarbejdersamtaler (som jeg også skal ha’ forberedt mig til *dybt opgivende suk*), så jeg er allernådigst blevet tildelt hele 15 minutter fredag morgen. Lidt belastende, havde håbet på en afklaring her først/midt i ugen, så jeg kunne melde tilbage til Centerchefen. De skal holde personalemøde på søndag, og hvis det var at det kunne lade sig gøre med det her deltidssjov, ville de gerne præsentere mig dér.
Nå, men bedre sent end aldrig, right? Håber bare ikke det stikker en kæp i hjulet for fitness arbejdet. Så bliver jeg sgu først arrig.
Ellers har jeg stort brugt hele Bededagsferien på at være i haven og hvad der dertil hører. Har ligget på knæ ude i hækken og luget ukrudt, jow jow - det skal man ikke holde sig for fin til, når nu man har et hus med en kun to år gammel hæk, som er meget spinkel og ikke ret høj, og som man gerne snart vil ha’ vokser sig stor og tæt, så prying eyes kan holdes ude.
Igår var jeg ude at løbe en tur rundt i området, hvor jeg bor. Magtede ikke at køre ud i skoven, efter at jeg havde været i tre forskellige supermarkeder for at få hakket svinekød på 3-7%. Det blev til en 3,9 km rute of which jeg løb 3,4 km uden at gå ned i gang, så det var jeg jævnt tilfreds med. Det tog godt nok 25 minutter at lunte denne distance, men jeg løb hele vejen, og det er dét jeg fokuserer på :o)
På jobbet er jeg blevet smidt ind i testgruppen indtil videre - et eller andet skal de jo bruge mig til, så hvorfor ikke? Heldigvis er det ikke sindssygt kedeligt - altså, jeg kunne jo godt finde på sjovere ting, hvis jeg selv skulle bestemme, men det skal jeg jo ikke, så jeg gør det så godt jeg kan, men det er tydeligt at mærke, at jeg ikke er tester.
Og så kan jeg altså godt sige jer, at det er ret svært at skrive kostdagbog! Det havde jeg ikke lige regnet med, men man skal jo fandeme regne alt ud?!! For det første har jeg nærmest vejet alting og skrevet det ned på små sedler, som jeg så troligt hver aften har knastet ind i et hjemmehekset regneark, og jeg er ikke Excel-haj, så det er blevet noget værre noget.
Samtidig har jeg så også for hver dag udregnet mit energibehov ud fra præcis hvad jeg har lavet den pågældende dag. Så når man har indtægter og udgifter på kaloriekontoen kan man jo snildt regne ud, om man har overskud eller underskud. Jeg mangler nogle få udregninger for de enkelte dage, så jeg har ikke det fulde overblik endnu, men jeg er ret sikker på at jeg på en normal dag tidligere har spist meget mere end jeg egentlig har haft behov for. Når man skriver det ned er man meget opmærksom på, hvad og hvor meget man propper i hovedet, så det er meget sjovt at se.





24. april 2008 at 17:02
Jeg krydser fingre for dig - det kunne være en kanon god måde at få prøvet det af. Kommer du snart ned og rider ?
Knus Mette
24. april 2008 at 20:59
Hej Mette :o)
Jeg håber også det flasker sig. Jeg skal snakke med min chef imorgen tidlig, og er ret spændt på, om hun i virkeligheden kan tage en beslutning om det her og nu.
Tak
Ja, for fanden, jeg skal snart med ud på de tossede heste. Jeg har kørt forbi dem så mange gange nu og de er så fine, når de går rundt på deres nye fold i solen