Boot’s Camp

Igår fik jeg at vide af Hun-Chefen, at hun havde talt med Han-Chefen og at de havde besluttet at jeg ikke kunne få lov at gå ned på 3 arbejdsdage om ugen i Firmaet. I dagene op til synes jeg, at jeg manglede den dér gut feeling, som man som regel har, når man afventer svar på noget. Men nu er jeg jo pessimist, så havde jeg virkelig regnet med, at de måske ville sige, “Ja, okay - det er helt fint”?

Begrundelsen var, at de ikke kunne forsvare at lade mig gå ned i tid, fordi der var så travlt og så mange opgaver i den nærmeste fremtid. Og det på trods af, at de for lidt mere end en måned siden sagde, at der ikke var nok af de opgaver, som jeg gerne ville have til, at kunne beskæftige en fuldtidsstilling. Så de opgaver, de nu siger at der er mange af, er jo så alle de opgaver, som jeg ikke gider ha’.

Så jeg mistede fuldstændig gejsten igår efter udmeldingen. Jeg var parat til at aflevere min opsigelse idag og så bare skide på det hele. Så gik der nogle timer, hvor mit rationelle jeg langsomt kom tilbage. Var så på arbejde i Fitnesscentret efter arbejde igår, så det var rart lige at beskæftige hovedet med noget andet i nogle timer. Så snakkede jeg med Kæresten i aftes, da jeg kom hjem. Han havde ringet til vores bankrådgiver for at snakke om, hvad vi kunne gøre for at være sikre på, at det kunne hænge sammen, hvis jeg tog det fuldtidsjob i Fitnesscentret, som giver nærmest nada penge i forhold til hvad jeg får nu.

Men hun sad selvfølgelig i møde og ringede ikke tilbage igår, så der bliver nok ikke noget med at sige op idag, desværre. Nu hænger det så bare på, at det er den 30. april idag - hvis jeg sagde op idag kunne jeg starte på det andet 1. juni. Hvis jeg ikke gør det idag, er jeg tvunget til at blive hængende i Firmaet en måned mere, og det ved jeg sgu ikke om jeg kan klare.

Jeg må ærlig indrømme, at jeg er opfyldt af en følelse af håbløshed og fortvivlelse…