Boot’s Camp

Igår fik jeg at vide af Hun-Chefen, at hun havde talt med Han-Chefen og at de havde besluttet at jeg ikke kunne få lov at gå ned på 3 arbejdsdage om ugen i Firmaet. I dagene op til synes jeg, at jeg manglede den dér gut feeling, som man som regel har, når man afventer svar på noget. Men nu er jeg jo pessimist, så havde jeg virkelig regnet med, at de måske ville sige, “Ja, okay - det er helt fint”?

Begrundelsen var, at de ikke kunne forsvare at lade mig gå ned i tid, fordi der var så travlt og så mange opgaver i den nærmeste fremtid. Og det på trods af, at de for lidt mere end en måned siden sagde, at der ikke var nok af de opgaver, som jeg gerne ville have til, at kunne beskæftige en fuldtidsstilling. Så de opgaver, de nu siger at der er mange af, er jo så alle de opgaver, som jeg ikke gider ha’.

Så jeg mistede fuldstændig gejsten igår efter udmeldingen. Jeg var parat til at aflevere min opsigelse idag og så bare skide på det hele. Så gik der nogle timer, hvor mit rationelle jeg langsomt kom tilbage. Var så på arbejde i Fitnesscentret efter arbejde igår, så det var rart lige at beskæftige hovedet med noget andet i nogle timer. Så snakkede jeg med Kæresten i aftes, da jeg kom hjem. Han havde ringet til vores bankrådgiver for at snakke om, hvad vi kunne gøre for at være sikre på, at det kunne hænge sammen, hvis jeg tog det fuldtidsjob i Fitnesscentret, som giver nærmest nada penge i forhold til hvad jeg får nu.

Men hun sad selvfølgelig i møde og ringede ikke tilbage igår, så der bliver nok ikke noget med at sige op idag, desværre. Nu hænger det så bare på, at det er den 30. april idag - hvis jeg sagde op idag kunne jeg starte på det andet 1. juni. Hvis jeg ikke gør det idag, er jeg tvunget til at blive hængende i Firmaet en måned mere, og det ved jeg sgu ikke om jeg kan klare.

Jeg må ærlig indrømme, at jeg er opfyldt af en følelse af håbløshed og fortvivlelse…

Jeg ved ikke hvorfor jeg i min naivitet troede… nej, lad os sige håbede, at når jeg kom på arbejde idag ville det eneste jeg skulle gøre være at smække min PC i dock’en og så ville jeg være oppe at køre efter flytningen igår.

Men nej - det havde jo været for nemt! I’ve been here for 7 years, I should know better. Selvfølgelig var kun halvdelen af tingene flyttet. Selvfølgelig var ingen kabler tilsluttet. Jeg kunne selv lige sørge for at flytte de sidste ting såsom skærm, tastatur, nogle kabler osv. Det er ikke noget vildt - jeg plejer selv at flytte mit IT-udstyr, for så går det hurtigere end hvis jeg skal vente på PC-gruppen. Pointen er bare, at det ikke er mit job at gøre det. Og jeg gider egentlig heller ikke kravle rundt på alle fire nede under bordet blandt kabler og forfædre, når nu det er nogle andres job.

Nå, men så sidder vi i det særeste setup, hvor jeg så har fået den fede plads med ryggen til vinduet. Det er jo fantastisk, især fordi jeg så kan have solen stående direkte ind i skærmen, så man ikke kan se en skid.

Plus mit bord er skævt og hælder til højre. Og så stinker hende, der sidder overfor mig, som om hun bor i en rygerkupé. Og nej, det er ikke fordi jeg skal være hellig, fordi jeg nu er på min 20. dag som glad og lykkelig ikke-ryger. Men fy for helvede, hvor rygere stinker! Det er jo helt vildt!

Sådan har jeg selv gået rundt og lugtet i rigtig mange år, og selv om nogen sikkert har sagt det af og til, ville jeg aldrig tro på det. Før nu.

Fy for den, siger jeg bare. Og velkommen til endnu en hvad-jeg-bare-ved-bliver-en-skoddag på arbejdet.

… er lige præcis hvad jeg foretager mig i disse dage. Den er 3 mulige løsninger på min jobsituation:

1. Jeg kan sige op og få et andet IT-job.
2. Jeg kan sige op og arbejde fuldtids som fitnessinstruktør.
3. Jeg kan gå på deltid, dvs. arbejde halvt IT og halvt fitnessinstruktør.

Løsning nr. 1 er udelukket - det er jeg slet ikke interesseret i. Løsning nr. 2 er heller ikke rigtig en mulighed, når jeg nu har et budget, som skal være bæredygtigt. Løsning nr. 3 … tjahh, hvorfor ikke? Jeg kommer til at skulle arbejde flere timer om ugen sammenlagt end jeg gør nu, men det er der jo så mange, der gør. Jeg mener, jeg har p.t. en 36 timers arbejdsuge - jeg dør nok ikke af at have en 45 timers arbejdsuge i en periode.

På tirsdag når jeg skal til oplæring i fitnessdk vil jeg prøve at spørge, om det er muligt at jeg kan få så mange timer om ugen, da jeg så på arbejdet onsdag vil prøve at fremlægge forslaget om, at jeg går på deltid. Et eller andet sted burde de ikke have et problem med det - de siger jo selv, at der ikke er nok af de ting, som jeg gerne vil lave, til at beskæftige en fuldtidsstilling.

Har jeg bare en deltidsstilling er der ihvertfald større mulighed for, at jeg i højere grad kommer til at beskæftige mig med de “rigtige” ting og får færre af de lorteopgaver, som jeg er blevet lovet, da jeg valgte jobmodel nr. 1. Vil Firmaet ikke være med til det… ja, så ved jeg simpelthen ikke hvad jeg gør. Så tror jeg sgu, at jeg bliver nødt til at kvitte dem fuldstændig, for det vil også være et tydeligt tegn på, at de ikke er interesseret i at jeg skal blive glad for at gå på arbejde (som i bund og grund er dét, som det hele handler om).

Så tror jeg sgu at jeg vil foreslå dem at fyre mig med øjeblikkelig fritstillelse og giver mig 5 måneders løn.

Firmaet havde flottet sig igår og Projektlederen havde inviteret teamet til fyraftens-arrangement. Vi var derfor ude at køre gokart sidst på eftermiddagen, 10 mand høj, og som det er som altid pisseskægt. Det er sjovt at se ens kolleger, som til daglig er stille og rolige mennesker, pludselig blive vilde og blodige, når de først sidder bag det lille rat.

Vi kørte 5 heats samt en finale og gæt hvem der havde kørte sig op til første startposition i finalen? Nemlig, yours truly. Desværre var der et bestemt sving, som bare ikke var min ven - og i finalekørslen, hvor jeg selvfølgelig førte i og med at jeg startede først, skred jeg ud og blev jordet af 2′eren og 3′eren. I én af de følgende omgange skred jeg kraftedeme ud samme sted igen og blev jordet af 4′eren. Så pludselig var jeg røget helt ned på en fjerdeplads, pis og papir.

Der blev råbt eder og forbandelser inde i snublekysen, men jeg kunne sgu ikke køre mig op igen, så jeg holdt bare min fjerdeplads. Men sjovt var det sgu - det er det jo altid at køre gokart :o) Bagefter var vi på Bryggeriet Apollo ved siden af Tivoli at spise og det var sgu go’ mad.

Men for satan hvor har jeg ondt alle vegne idag - min krop føles som om den er 80 år gammel. Jeg får altid blå-lilla-røde mærker på rygsøjlens torntappe - det er dem, der buler ud lige under huden, og som kører frem og tilbage opad gokartens hårde plasticsæde. Det gør pænt nas dagen efter og nu venter jeg bare på at mærkerne kommer - det gør de nok i løbet af weekenden.

Ellers ikke så meget… Skal spise frokost med Skolelæreren imorgen og til barnedåb søndag. Og så skal jeg have snakket med Kæresten om alle mine arbejdsproblemer. Han ved godt hvordan jeg har det, men jeg oplever det lidt som om han ikke rigtig vil forholde sig til det. Jeg forventer ikke at han serverer løsningen for mig - det vil mænd jo tit gerne, for ser de et problem vil de gerne løse det her og nu. Men jeg har behov for at han forstår, at det er noget jeg bliver nødt til at gøre noget ved meget snart og at det ikke bare går væk af sig selv, hvis vi bare lader være at snakke om det.

Og så håber jeg da på at få en tilkendegivelse på noget opbakning :o)

UPDATE: Så fandt jeg også lige ud af her for lidt siden, at jeg på mandag skal flytte kontor igen. Det er også kun femte gang på omkring 8 måneder, og der går en hel arbejdsdag (for ret mange mennesker) med det hver gang. Det er meget ineffektivt og virkelig ufedt, når man nu har ret travlt. Måske skulle man arbejde hjemme på mandag…

Hvis du har fulgt med i min blog ved du, at jeg i løbet af det sidste halve år har haft adskillige samtaler med Projektlederen og Hun-Chefen ang. mine fremtidige arbejdsopgaver. Deres påstand er, at der ikke er GUI-opgaver nok til at beskæftige en fuldtidsstilling (dvs. mig). Min påstand er, at der ER de her opgaver eftersom det primært er dét, jeg beskæftiger mig med on a daily basis - og jeg sidder sgu ikke bare og feder den på arbejdet!

Inden jeg rejste på ferie blev jeg indkaldt til endnu en, som jeg tror at planen for ligesom var at få rundet det af og få afstemt forventninger. Og at jeg selvfølgelig skulle have tænkt over hvad det var jeg ville med mit arbejdsmæssige liv. What I want is to get the hell outta Dodge, but I can’t tell them that. De lagde op til, at jeg kunne vælge mellem to modeller:

1. Enten at fortsætte som GUI-specialist i diverse projekter, når der var brug for det, men også påtage mig andre projektopgaver, fx fejlsøgning, analyse, dokumentation osv.
2. Eller at gå efter én af de almindelige roller i Firmaets IT-afdeling, fx projektsupporter.

Der blev lagt kraftig vægt på, at det p.t. ikke var en option at beskæftige mig 100% med GUI-opgaver eller blive overflyttet til andre afdelinger udenfor IT. 

Nå, men jeg havde så ikke fået accepteret mødeindkaldelsen og igår kl. 14 stod Projektlederen inde på mit kontor og spurgte, om vi ikke havde et møde. Det mente jeg bestemt ikke, at vi havde og det figurerede heller ikke i min kalender. Det viste sig så, at jeg inden jeg tog på ferie ikke havde fået accepteret mødeindkaldelsen, så vi tog så mødet alligevel, hvor Hun-Chefen også var med.

Jeg er efterhånden så ligeglad med hvad der sker at det bedste jeg kunne mønstre var en lidt ligeglad og opgivende holdning. Det sender nok heller ikke det bedste signal til dem, men helt ærligt… Hvad forventer de af en medarbejder, som de nærmest ikke har vidst hvad de skulle stille op med siden sidste medarbejdersamtale og som de mellem linierne har sagt, at de ikke kunne bebrejde vedkommende, hvis de fandt et andet arbejde, til?

De spurgte om jeg overhovedet var forberedt til at holde det her møde. Jeg sagde at der vel var grænser hvor meget jeg kunne forberede den snak og om det i virkeligheden ikke bare var et spørgsmål om at vælge 1′eren eller 2′eren? Jo, det var det. “Fint,” sagde jeg. “Så vælger jeg 1′eren.” Projektlederen sagde så, at han havde haft mig mistænkt for at ville vælge den model, men om jeg var klar over hvad den indebar? Han sagde, at det var en rolle, hvor jeg måske ville komme til at lave 20% GUI-ting og 80% andre ting - og de “andre ting” kunne være hvad som helst: procediagrammer, dokumentation, test, analyse, hvad som helst. Og at de her “andre ting” ville man så forvente, at jeg selvfølgelig tog med et smil. Han sagde så ordret, at det var en skraldespandsrolle.

“Nåeh,” sagde jeg sarkastisk, “du mener en skraldespand for opgaver ligesom jeg har været de sidste 2-3 år?” hvortil han svarede, “Endnu værre.” Hvor efter jeg opgivende tænkte, “Kan det da blive værre?”

Jeg sagde, at jeg gerne ville være med i analysefasen, at jeg gerne ville være med i testfasen osv., men at jeg ikke kunne forstå hvorfor jeg ikke kunne blive allokeret til udelukkende at koncentrere mig om GUI’en i denne forbindelse? Alle de andre som tester fatter bjælde af GUI, best practice, usability, information flow osv… DET GØR JEG! Så brug mig dog for helvede til det, som jeg kan og lad de andre om at tjekke, at systemet regner ting korrekt ud osv. De kan ikke se, hvis én skide pixel er out of place - det fanger mit øje lige med det samme. De ser lige med det samme, hvis en sum virker forkert - I couldn’t care less, for det er ikke dét jeg fokuserer på. Fat dog for fanden, at vi er gode til noget forskelligt og så få det optimale ud af det ved at allokere os på forskellige fokusområder af det samme system!

Men nej, det kan man virkelig ikke, for man kan jo ikke ha’ en person siddende dedikeret til GUI-test uden samtidig test af forretningsfunktionalitet. Yes, you can! Businesses do it all the time! Jeg fortsatte med at argumentere for min holdning og kom med praktiske eksempler til at underbygge mine påstande - fx hvor jeg ikke når der blev planlagt ny funktionalitet i de forskellige delsystemer blev inddraget i analysefasen? Det er ikke sikkert at jeg kan bidrage med ret meget til det forretningsmæssige, men jeg kan sateme bidrage med noget når de begynder at snakke skærmbillede-indhold og information flow. Og det er sgu lidt lettere at korrigere i analysefasen, når man bare sidder med nogle GUI-skitser eller en papirprototype end det er, når lortet først er implementeret.

Er det bare mig eller er Firmaet fuldstændig twisted i sine idéer om, hvordan ting gøres smartest? Jeg gider seriøst ikke mere nu - det er jo ligesom at tale til en dør. Nothing happens! Det siver bare ikke ind. Eller det gør det måske nok, men man har tydeligvis bare indtaget den holdning, at man ikke VIL gøre noget ved det. Så sig dog det, for helvede, istedet for at sige at opgaverne ikke er til stede, når de er der.

Nå, men velkommen tilbage fra ferie. Jeg kom ellers tilbage med et relativt åbent sind og en beslutning om, at nu ville jeg være positiv og forsøge at være en teamplayer - så bliver man bare tværet. Det var fedt! Det var virkelig noget, der gav mig fornyet motivation og højnede mit engagement.

Jeg overvejer lidt mine muligheder nu. Som jeg ser det har jeg ikke råd til at stå uden job - hvem har det? Jeg har desværre ingen fed opsparing at trække på og heller ingen rig onkel i Amerika. Og der skal ligesom hives en vis pose penge hjem hver måned, for at jeg ikke pludselig står uden hus og hjem. Jeg kunne sikkert sagtens få en fuldtidsstilling som fitnessinstruktør, men altså … man tjener måske 100 kr i timen (før skat!), så det er ikke noget man bliver tyk og fed af at være. Og jeg synes at tanken om tjene ligeså lidt før skat, som jeg får på nuværende tidspunkt får udbetalt, er lidt svær at sluge. Men jeg må nok klippe en tå og hugge en hæl, som man siger, hvis jeg gerne vil skifte karriere inden jeg rent faktisk er rustet til det. Jeg føler mig bare heller ikke opsat på at få et andet kontorjob, når det nu ikke er dét, jeg vil fremover.

I næste uge starter jeg på slankekonsulentuddannelsen og den varer 12 uger eller noget i den dur. Efterfølgende burde jeg jo principielt kunne starte op som selvstændig eller få arbejde som kostvejleder/ernæringskonsulent et eller andet sted, men jeg har ingen idé om, hvor meget sådan nogle tjener - hende, der styrer skolen skrev engang til mig, at det var meget forskelligt hvad slankekonsulenter tjente, men at hvis man var selvstændig kunne timelønnen godt ligge på 350-500 kr i timen. Og det er jo ganske udmærket - det er sådan noget vi skal ha’ fat i.

Men det her er fandeme noget lort. Jeg har overvejet bare at sige op og skide på det hele, og så tage et job som trappevasker. Det er sgu godt arbejde - man arbejder som regel solo, kommer i super form, kan lade hjernen blive derhjemme og bare køre derud ad. Desværre tjener man heller ikke det helt vilde her - måske 130 kr i timen, hvis man er godt betalt og er ansat i et rengøringsfirma.

Nu ville nogle kvikke (måske lidt for kvikke til min smag) sige, “Jamen, penge er jo ikke alt.” Nej, men prøv du at fortælle det til min bank, når jeg ikke kan betale mit realkreditlån, ejendomsskatter og hvad der ellers bliver trukket til. Så er man nok ikke så kæk mere, vel?

Måske jeg skulle gå hjem og regne lidt på det. Cuz I seriously can’t do this anymore.

Gode råd, forslag og erfaringer fra rationelle folk - gerne som selv har stået i denne situation - modtages med kyshånd.