Boot’s Camp

Der var engang én, der sagde til mig, at hvis man drømmer om nogen man har mistet, skal man være opmærksom på hvad de siger, fordi de har en besked til dig. Well, jeg mistede min far i marts 2002 og jeg tror, at jeg kan tælle det antal gange jeg har drømt om ham, på én hånd. Men i nat var han der altså.

Jeg kan ikke huske hele drømmen, men derfra hvor jeg “kom ind” i drømmen sad han på en bar. Jeg kom ind og han opdagede mig ikke før jeg lagde min hånd på hans skulder. Jeg sagde, at jeg ikke havde tal på hvor mange gange jeg havde været derinde for at kigge efter ham, men at han ikke havde været der før nu — det gjorde ham meget bedrøvet. Han spurgte om jeg nogensinde kiggede på billederne (familiealbummet, tror jeg) og jeg sagde, at det gjorde jeg hver dag (det gør jeg dog ikke).

Dette fik os begge to til at begynde at græde, og han sagde et eller andet, som jeg ikke kan huske — men da det gik op for mig, at det slet ikke var ham, der var død, men mig.

Så steg jeg langsomt op til overfladen, og efterhånden som jeg blev mere og mere bevidst opdagede jeg, at jeg lå og hulke-græd med tårer ned ad kinderne og det hele. Jeg kunne slet ikke holde op fordi drømmen var så livagtig.

Très étrange…