Og så fik man sgu lige en 10′er ligesom sidst, så det var jo rigtig dejligt :o) Nu kan man kalde sig slankekonsulent.

Slankekonsulent

Hvad skal jeg så finde på?

Pyha, så blev jeg sgu færdig med eksamensopgaven idag. Det holdt fandeme hårdt med at få den kogt ned til 4 sider, men jeg har også brugt fra første til sidste linie på alle sider, og det er langt fra det visuelt mest appellerende skriv jeg nogensinde har undfanget. Men den indeholder alle de ting, som eksamensvejledningen angiver som krav. Af pladsmæssige hensyn er det begrænset, hvor meget jeg har kunnet uddybe udregningerne sådan rent teksuelt, men it’ll have to do og så må jeg sgu snakke mig ud af resten.

Og apropos at kunne det har jeg også fundet ud af, at jeg faktisk er mere presset, end hvad jeg lige synes er fedt, med hensyn til at kunne få læst og forstået det hele. Der er mere end jeg lige regnede med, og det er ikke altsammen, som falder lige naturligt - bl.a. er der en masse med vitaminer og mineraler, og hvad der gør hvad og hvorfor, og en masse med fordøjelsen. Det er sgu lidt langhåret, men det må jeg se på at få lært. Men det gør det ikke bedre, at jeg for lang tid siden har lovet mig ud til barnedåb på søndag og Skt. Hans aften hos nogle venner på mandag. Skt. Hans aften går nok lige an, det er ikke så mange timer, og det vil nok være et kærkomment afbræk, men jeg kunne godt lige ha’ brugt ihvertfald at have søndagen fri til læsning.

Og så sendte jeg en ansøgning til et IT-job i sidste uge. De ringede idag og spurgte om jeg ville komme til en samtale på tirsdag, så det kommer jeg også til at bruge nogle timer på.

Og så har jeg lige bestilt et Garmin Forerunner 405…

I øvrigt gik det godt med at være alene på arbejde i Mit Lokale Træningscenter i søndags. Telefonen ringede én gang og det vildeste der skete var, da der kom en kunde, som skulle opsige sit medlemsskab.

Skriftstørrelse 12?

17. juni 2008

Jeg er forarget! Jeg er ved at skrive min eksamensopgave til uddannelsen som slankekonsulent, og den skal skrives i Arial og minimum størrelse 12 og må kun fylde 4 sider. Den skal indeholde en masse beregninger, som næsten fylder 2 sider alene, et kostforslag som fylder lidt mere end en side og så skal man selvfølgelig også bakke beregningerne op med noget tekst.

Med størrelse 12 og på max. 4 sider? De er vanvittige. Det er umuligt. “Det er jo begrænsningens kunst.” Gu er det røv! Med alle de ting, som opgaven skal indeholde er der jo ikke plads til at skrive noget, for fanden.

Nå, i det mindste har jeg klaret kostforslaget - det trak sgu tænder ud. Men hvordan skal jeg dog koge resten ned? Og så med skriftstørrelse 12?

C’est impossible!

Nå, jeg må ha’ mig et bad - var ude at løbe en 5 km tidligere. Det var en skidegod tur, men jeg har nået et punkt, hvor jeg ikke bliver hurtigere. Jeg kan ikke få tiden ned under 31 minutter - selvom jeg synes, at jeg fx idag løb skide godt og hurtigere og mere jævnt end tidligere ture, så kommer tiden bare ikke ned (eller også er der noget galt med mit pulsur). Hvilket er derfor, at jeg må have mig det Forerunner 405 dér, så jeg kan presse mig selv på kilometertiden.

Og så kunne det være man skulle begynde noget intervaltræning - det skulle være godt til at blive en hurtigere løber, har jeg hørt.

Yes, så kom resultatet fra den skriftlige eksamen i anatomi/fysiologi, som jeg var til for knap 14 dage siden. Jeg var sikker på, at jeg havde brændt ihvertfald 10 point af på noget med hjertets systole og diastole, men det kan jeg ikke ha’ gjort, for jeg har sgu fået 98 point ud af 100 mulige.

Så man kan vel godt sige, at jeg har bestået… and then some. Fuck, hvor er det fedt. Og med i kuverten var et eksamensbevis fra skolen, så jeg kan nu med rette kalde mig “lægeeksamineret fitnessinstruktør”.

Jubii!

Gad vide hvornår man skal melde sig til den slankekonsulent uddannelse, der starter i april…

Fandeme i orden!

3. februar 2008

Jeg var til mundtlig eksamen i fitness igår og skulle op i den opgave, som jeg har skrevet. Jeg mødtes med én af mine klassekammerater ved 13-tiden — hun skulle ind kl. 14 og jeg skulle kl. 14.30, så vi var begge to pissenervøse over, hvordan det skulle gå.

Især fordi vi ikke har været de mest aktive i fitnessundervisningen — og det mener jeg ikke på den måde, at vi har slacket for vildt. Jeg mener det på den måde, at vi begge synes undervisningen i fitness har været meget løs, altså højtflyvende og ukonkret og svær at forholde sig til, især fordi læreren også har været sådan.

Så vi følte begge, at vi ikke havde styr på en skid på trods af, at vi har læst vores pensum op til flere gange og virkelig har gennemarbejdet vores eksamensopgaver. Men — as it turned out — det var der slet ingen grund til, da vi begge gik ind og fik 10.

Lærer og censor havde ikke ret mange spørgsmål til det program, jeg havde lavet og til opgaven generelt, så det var hurtigt overstået. Så skulle jeg lige demonstrere en øvelse i mit program, som de valgte, og så skulle jeg instruere en testperson i øvelsen. Jeg fik øvelsen “Mavebøjninger med twist på bold” og det gik superglat.

Så det var sgu en go’ lørdag igår — endelig kunne jeg komme hjem og med god samvittighed kaste mig ind på sofaen sammen med kæresten og bare slappe af uden at have hængende over hovedet, at jeg burde gå op og læse. Jeg er rent faktisk færdig nu, og mangler bare at få at vide hvor mange point jeg fik i skriftlig anatomi/fysiologi. Jeg håber svaret kommer i den kommende uge og jeg håber sgu, at jeg har fået over 80 point (jeg skal bare ha’ 60 point for at bestå, men alligevel).

Så skal jeg bare ha’ fundet mig en tjans som instruktør nogle timer om ugen, så jeg kan få noget praktisk erfaring inden jeg tager den personlige træner til efteråret.

Forresten, i onsdags så jeg lige et ledigt job på min gamle arbejdsplads via Manpower (vikar- og rekrutteringsfirma, hvis du ikke kender det), som jeg søgte. Der var én fra Manpower, der ringede i fredags mens jeg var på arbejde, hvor jeg desværre ikke kunne snakke. Jeg nåede ikke at ringe tilbage fredag inden hun gik hjem, så jeg må ringe mandag og så håbe, at jeg kan finde et ledigt mødelokale, hvor jeg kan tale frit.

Det kunne være lidt genialt at få et nyt job meget snart — så vil der for alvor ske nogle omvæltninger i mit liv. Nyt job, eksamen overstået, ægteskab… sådan nogle ting sker altid oveni hinanden.

Jeg kryder ihvertfald fingre for, at der er et nyt job i farvandet.