Så er ferien sgu slut!

7. januar 2008

Hvad er sådan en god, men brugt ferie værd? Jeg har haft ferie fra den 21. december og idag er første dag på arbejdet — det var jo ikke ligefrem lysten, der drev værket da vækkeuret ringede kl. 06.00 imorges. Men op, i bad og afsted kom jeg da og nu sidder jeg plantet på min pind, og ser frem til at klokken bliver 16.30, så jeg kan skride herfra og tage ned at træne.

Jeg har ikke lavet vanvittig meget andet i ferien end at læse anatomi — prøver desperat at lære vores pensummusklers udspring, forløb, insertion og funktion, men det er bare som om det ikke rigtig hænger fast, hvilket er sært, for jeg kan stort set altid huske ting jeg synes er spændende. Jeg har ret nemt ved at huske pensumknoglerne og de latinske navne for de forskellige punkter på dem, som vi skal kende. Men musklerne kniber det altså med, og der er kun lige knap 3 uger til eksamen. Og så har jeg ikke engang terpet på fysiologien. Denne føler jeg dog også, at jeg har okay godt styr på bortset fra et par enkelte ting.

Og nu skal jeg på arbejde og jeg skal træne og jeg skal i skole. Hvornår fanden skal jeg læse?

Jeg var i øvrigt til et ret spændende 2-timers seminar/foredrag igår om træning og ernæring inde på skolen. På programmet var stofskifte og energi, kulhydrater/protein/fedt, vitaminer/mineraler/kosttilskud og måltidsfordeling.

Jeg var godt klar over, at ALT hvad man indtager af kulhydrater, protein og fedt, og ikke KUN fedt, bliver omdannet til energi, men jeg har egentlig aldrig tænkt over at den energi som ikke bliver forbrændt sætter sig som kropsfedt, hvad enten energien kommer fra fedt, kulhydrat eller protein.

Der blev snakket om kosttilskud som præstationsfremmende middel og åbenbart er der ikke nogen dokumenteret effekt af bl.a. proteinpulver, ikke engang til idrætsudøvere (10+ timers træning om ugen) som kan have et øget proteinbehov, da dette dækkes gennem kosten. Faktisk forholder det sig sådan, at daglig tilførsel af proteinmængder på mere end 1,7g pr. kg kropsvægt kan føre til nyreskader.

Tænk lige over det, næste gang du køber en tønde proteinpulver.

Med hensyn til måltidsfordeling, så er kroppens evne til at fylde glukogenlagrene (vi forbrænder glukogen) størst indtil 2 timer efter træning, hvorfor det anbefales at indtage “hurtige” kulhydrater (fx en banan) i denne periode. Samtidig, for at optimere proteinsyntesen anbefales 50-100 mg pr. kg kropsvægt pr. time — dvs. at en kakaomælk på 250 ml er nok.

1 time efter træning bør man spise et hovedmåltid bestående af mange kulhydrater således, at de under træningen forbrugte kulhydrater erstattes, og glukogenlagrene genopfyldes (vi har både et glukogenlager i leveren og i musklerne — det i musklerne er naturligvis størst).

Det passer mig også meget godt — det er nemt at konsumere en lille kakaomælk og en banan i bilen på vej hjem fra træning til aftensmaden.

Jeg skal så meget tage uddannelsen som slankekonsulent, for det er sgu spændende, alt det her med kost og ernæring. Og især når man kan sætte det i en sammenhæng med træning.