Boot’s Camp

Fuuuuuck, hvor er det godt at være hjemme! Vi landede kl. 06.20 igår morges og var lige inde omkring bageren på vej hjem - mmm, dansk wienerbrød. De er så glade for at reklamere for danish pastry i udlandet, men det har aldrig noget med wienerbrød at gøre. Næh, hvis man ville score kassen skulle man blive bager og så flytte til udlandet. Så ku’ de fandeme lære at spise rugbrød og wienerbrød. Nemlig!

Vores kitekats var mega glade for at se os, men nok ikke ligeså glade som vi var for at se dem. Det var dejligt at komme hjem til dem og erfare, at de har haft det supergodt mens vi har været væk. Hele dagen igår brugte vi på at ligge på sofaen og blunde fjernsyn, og det var bare skønt at være hjemme i sit eget hus igen.

Jeg gik også rundt med en god fornemmelse indeni - på ferien har jeg nok røget omkring 20 smøger hver dag og i Singapore lufthavn inden vi gik til gate røg jeg den sidste smøg, som jeg havde tilbage. Planen er, at jeg ikke skal ryge mere og jeg vil faktisk gerne stoppe helt (med at slå mig over storetåen med en hammer), også selvom det er en festlig lejlighed. Så jeg håber at viljestyrken er med mig.

Og så nåede jeg sgu også lige ud at træne idag, for første gang i 2 måneder. Det var fandeme godt! Jeg har forresten også fået en aftale med Træningsvejlederen for mit træningscenter ang. job som instruktør - jeg skal tale med ham på mandag, så det er lidt spændende.

Søndag den 9. marts

Åh, hvilken befrielse at være ude af Bangkok og tilbage i Singapore. Men egentlig ville jeg hellere bare ha’ skiftet fly i lufthavnen og fløjet til København - jeg gad ikke mere og kunne næsten ikke overskue at skulle være i Singapore i 4 dage på dette tidspunkt. Jeg ville hjem til kattene, mit eget hus, mine egne ting, min træning, frostvejr og frisk luft… ja, jeg havde faktisk lidt hjemve. Sjovt som man kan få det, når man har noget man glæder sig til at komme hjem til.

Vi var også ved at være godt trætte af det samme morgenbord hver morgen og at gå ud at spise hver aften - jeg kunne aldrig leve et Sex and the City liv, hvor ingen nogensinde laver mad selv og går ud hele tiden. Det er jeg sgu for homey til.

Vi var ude at spise med F’s far og på vej til restauranten besøgte vi hans kone på hospitalet - hun har noget leukæmi og skulle ha’ en kemo behandling.

Mandag den 10. marts

Vi hentede J’s nye briller hos optikeren, hentede J og F’s tøj hos skrædderen, kørte til Parisilk i Holland Village med F’s kamera, som på mystisk vis var holdt op med at virke, mens vi var i Phuket. Dem i Parisilk henviste os til et Canon Service Centre, så vi kørte derhen og afleverede kameraet.

Om eftermiddagen købte vi ind i et supermarked ved siden af hotellet og tog en taxa ud til F’s far i Jurong, hvor vi lavede sømandsbøf, drak øl, røg smøger og hyggede os.

F’s far inviterede os til barbeque i Sømandskirken tirsdag aften, hvilket vi takkede ja til.

Tirsdag den 11. marts

Det regnede som en gal hele dagen, så vi fik set nogle shoppingcentre - lige fra det argeste bras til Takashimaya, Singapores næststørste center, hvor man er omgivet af Hermes, Ferragamo, Hugo Boss, Cartier, Dior og venner så langt øjet rækker. Bare ærgerligt at man ikke har en masse blod-millioner stukket til side på en Swiss numbered account… Suk!

Jeg besluttede mig for noget lidt mere jordnært i Takashimaya: at finde en boghandel. Det gjorde jeg også, men ud af 20 mio. bøger eller hvor mange der nu var havde de ét eksemplar af Daniel Silva’s The Secret Servant. Jeg fik stukket en lap papir i hånden med nummeret på reolen, hvor bogen skulle stå. Tror du jeg kunne finde den? Nej. Hvis en eller anden nu havde taget den, gået rundt med den og fundet en bog de hellere ville ha’, og så bare stukket den ind på en eller anden tilfældig reol… så ville de aldrig finde den, jeg sværger.

Om aftenen var vi til barbeque i Sømandskirken og det regnede og regnede og regnede - lige indtil vi skulle til at spise, så holdt det op. Der var bøffer, grøn salat, bagekartofler og flute: lige hvad der skal være til en god dansk barbeque. Det var guf og dejligt med endnu en aften, hvor vi ikke skulle på restaurant.

F’s far inviterede os ud at spise hos dem onsdag aften som en slags farvel-middag, og det ville vi selvfølgelig godt.

Onsdag den 12. marts

Endelig oprandt dagen, hvor vi skulle hjem. Vi skulle checke ud af vores værelser kl. 12 - rimelig røv, når man først skulle flyve kl. 01.10 om natten! Vi kørte ud til F’s far i Jurong med vores kufferter og hans kone var kommet hjem fra hospitalet. Hun sagde, at dem der kom om aftenen var hendes to døtre, den ældste datters ekskæreste, én af hendes veninder, hendes søns kone og så selvfølgelig os fire, så vi i alt ville blive 11.

F’s far sagde, at hun lige skulle slappe lidt af, hun havde jo lige været indlagt, men det ville hun ikke høre tale om - hvis bare J og jeg gad hjælpe hende lidt i køkkenet skulle det nok gå, og det gad vi sådan set godt.

Ville have været i Singapore Zoo om dagen, men det regnede stadig som en gal. Vi hentede F’s kamera hos Canon Service Centre og var på Science Museum, som er en slags experimentarium. Det var åbenbart skoleferie og der var lidt for mange larmende børn. Ved 17-tiden kom vi tilbage til F’s far og gik igang med at lave al maden sammen med hans kone. Det var en pissehyggelig aften - der kunne ikke ha været en bedre afslutning på ferien. Faktisk var det så hyggeligt, at jeg ikke havde lyst til at køre afsted mod lufthavnen, da det endelig blev tid til det.

Så ville man bare gerne ha’ haft Palle, Pålle og Ruth’s kamera istedet for en 13 timers flyvetur, ikk?

Torsdag den 6. marts

In the streets of Bangkok, chaos rules. Det er en enorm by - der bor omkring 11 mio. mennesker, der er varmt, forurenet, kaotisk og trafikken er intens. Man kan med fordel benytte skytrain eller metro for at komme rundt. Vores hotel lå på en sidegade til Sukhumvit Road, en main commercial street, hvor der ofte er trafikpropper, også sent om aftenen.

Hotellet var sådan da - vores rejseagent sagde inden vi tog afsted, at de hoteller vi skulle bo på blev bedre for hvert sted. Men hotellet i Bangkok var altså ikke bedre end dét i Phuket. Nu var det også to vidt forskellige slags steder, som er svære at sammenligne, men vi var gladere i Phuket.

I Bangkok følte jeg ikke, at man overhovedet kunne trække vejret - det var som om der ikke var luft, man indåndede bare varm forurenet ingenting. Om aftenen fandt vi (ja, vi er pisseynkelige, I know) en dansk restaurant kaldet Stable Lodge. Hjemmesiden giver ikke umiddelbart indtryk af danskhed, kun billederne af rødkål, agurkesalat og smørrebrød med roastbeef. Vi fandt den ved for sjov at google “bangkok danish restaurant” - da vi så rent faktisk blev klar over at det her sted eksisterede måtte vi derned.

Drengene fik stegt flæsk med persillesovs og var svært tilfredse - jeg kan ikke engang huske hvad jeg selv fik den aften, men det smagte godt :o)

Fredag den 7. marts

Denne dag tog vi et skytrain ud til floden et sted, da vi ville ud at sejle med en longtail båd. Det kom vi så og det var så endnu et vidne til, hvor beskidt og forurenet byen er. Derefter gik der nogle timer, hvor vi gik forvildet rundt i et forsøg på at finde et sted at spise frokost. Vi var åbenbart kommet ind i gaden, hvor alle smykkesælgere lå. Jeg synes vi gik rundt i flere timer og kunne ikke finde ud af hvor vi var, selvom vi havde et kort.

Det endte med at vi tog en tuk-tuk til Siam Center, som er et stort shoppingcenter og åbenbart også et af de ældste i Thailand! Sådan her beskrives centret på nettet:

Four floors of fun, Siam Centre contains about 300 shops, 20 restaurants and a cheerful and spacious food court. Vibey music is played throughout the corridors, broadcast by the resident 94EFM radio station on the fourth floor. Loads of skate and surf shops, together with lifestyle brands such as Monkey See, Levis and Von Dutch draw in chattering troupes of teenagers. There are a number of clothing boutiques with outfits designed for nubile bodies. A substantial spread of camera and mobile accessory shops - essential to the digitally enlightened generation - can be found here too. Cute jewellery and all the paraphernalia that signifies coolness, can be found throughout. Speciality stores feature shoes, hair accessories and sexy underwear.

Lyder det kaotisk? Det var det også.

Om aftenen havde vi booket en tur med en stor båd, hvor der var middag om bord. Det var rart at være ude på floden, væk fra menneskemylderet og ude fra floden i mørket ser Bangkok helt rar ud med sine lys. Men så snart man er tilbage på Sukhumvit Road… gotta get outta here!

Lørdag den 8. marts

Vi blev nødt til at komme væk fra larmen og menneskemylderet, så vi tog en tur til det berømte område River Kwai, som ligger ca. 130 km vest for Bangkok. Vi startede med at besøge krigsmuseet JEATH i Kanchanaburi. JEATH står for 6 lande, som var involveret i 2. verdenskrig: Japan, England, America/Australia, Thailand og Holland.

Museet er et open air bambushytte-museum på bredden af Mae Klong floden og blev bygget som en kopi af en original og etableret for at samle diverse ting og sager forbundet med konstruktionen af Dødens Jernbane, som blev bygget af krigsfanger under 2. verdenskrig, 1942-1943. Som jeg altid synes det er når det har noget med 2. verdenskrig at gøre var det meget interessant.

Herefter tog vi en long tail båd rundt på Mae Klong floden, som er dannet af Kwai Noi floden (den lille Kwai) og Kwai Yai floden (den store Kwai) - deraf navnet River Kwai. Vi sejlede op ad floden til den berømte bro, som den japanske hær bragte med sig fra Java og som blev samlet af krigsfanger ved River Kwai. I 1945 blev den bombet op til flere gange og blev genopbygget efter krigen. Det er estimeret, at omkring 16.000 krigsfanger og 49.000 asiatiske arbejder døde under konstruktionen af broen og Dødens Jernbane, som fører til Burma.

Som sidste stop på krigsruten var vi ude at se Kanchanaburi War Cemetary, hvor de jordiske rester ligger af 6.982 krigsfanger, som mistede livet under tilfangetagelsen af den japanske hær.

Vores sidste gøremål på dagens tur var at besøge Tigertemplet, som også ligger i Kanchanaburi provinsen. Først vil jeg starte med at sige, at bare dét at røre ved en tiger, at sidde ved siden af dette mægtige og pragtfulde væsen er fantastisk - men det er ikke som man ser det på Animal Planet, hvor de går frit rundt, og hvor man kan klappe og ae på livet løs. Selvfølgelig er det ikke dét - og så længe man har det in mente bliver man ikke skuffet.

Her til aften var vi ynkelige igen - vi kunne ikke magte at flakke rundt for at finde et sted at spise, så vi smuttede ned på Stable Lodge og spiste wienerschnitzel for alle pengene, og det var fandeme godt!

Torsdag den 28. februar

Selvom det kun tog omkring halvanden time at flyve fra Singapore til Phuket bruger man alligevel næsten hele dagen på at rejse - man skal jo lige checke ind flere timer før afrejse og før man er landet, har fået sin bagage og er ankommet til hotellet går der også hurtigt nogle timer.

Da vi ankom til Hotel Manathai blev vi glædeligt overrasket - der herskede sådan en rigtig cosy og varm atmosfære, og indretningen af hotellet var på alle måder gennemført i en fed stil. Jeg kunne godt se vores hus derhjemme dekoreret på samme måde indvendig, mmmm….

Der ventede endnu en overraskelse til os: vi var blevet opgraderet til nogle bedre værelser og det tør siges! Da vi trådte ind på vores “værelser” var der dømt åben mund og polypper. Vi havde fået hver vores “lille” lejlighed i to plan (en såkaldt “duplex suite”) med stue og udgang til altan med udsigt over poolen på første plan samt soveværelse og badeværelse på andet plan. Også her var hotellets stil gennemført ned til mindste detalje. Det var fandeme i orden!

Denne første aften spiste på hotellet, da restaurantens stemning virkede så indbydende plus at vi havde mange aftenener forude, hvor vi kunne “go adventuring”.

Fredag den 29. februar

Nu skulle vi fandeme rigtig på stranden og have noget sol - planen var at vi alle fire skulle blive ligeså brune og læderagtige som Dan Marstrand, men desværre var det lettere overskyet da vi først kom ned på stranden. Der er linet massevis af liggestole op på stranden og de er alle overdækkede af et hav af parasoler. Fordi det var overskyet slog vi dem ned og jeg havde i forbifarten glemt at tage solcreme på (hvilket jeg ellers er ret fanatisk med). Jeg var dog lidt hærdet i forvejen i forhold til de tre andre, da jeg tager sol regelmæssigt derhjemme.

Nu er det jo bare sådan, at man rent faktisk FÅR sol selvom det er overskyet. Så da solen kiggede frem en times tid senere slog vi parasolerne op igen. Så blev der naturligvis badet til den store guldmedalje (skuffelse: der var intet koralrev, kun fin sandbund). Så vi FIK sol, hvilket vi skulle erfare om et par dage.

Om aftenen gik vi en tur langs strandpromenaden for at finde en restaurant vi gad spise på. Det er meget af det samme, hvor fx fem restauranter på en række har samme menukort og samme reerlige indretning. Som i Egypten kan man ikke få lov til lige at stå et øjeblik og se menukortet igennem, før tjenerne kommer over og begynder at snakke om, hvad de har. Ja tak, jeg kan godt læse. Og så er det, at vi bliver irriterede og går videre.

Nå, men vi valgte så et sted, hvor vi kunne sidde ude (fuck, hvor kan cikader bare larme!), men inden vi havde bestilt maden begyndte det at dryppe lidt, så vi flyttede indenfor - hvor der var juleguirlander?!! Nå, fuck det, vi var sultne. F skulle have en slags revelsben, kæresten noget stærkt salathalløj med oksekød, og J og jeg skulle have pizza. For det første begyndte de herefter at spille julemusik (!!!) og så ventede vi en halv time på F og kærestens mad.

Herefter lod det ikke til, at der skete noget yderligere. J og jeg gloede på hinanden. Jeg fik endelig fat i en tjener og spurgte hvorfor vi ikke havde fået vores pizzaer endnu, når de andre havde fået deres mad. Hun gik ud i køkkenet, kom tilbage og sagde at der ville gå tyve minutter. Så flippede jeg ud - vi bestilte krafthelvede de pizzaer for en halv time siden sammen med det andet og vi vil ha’ dem nu! Så gik hun ud i køkkenet igen og tre minutter senere kom hun med pizzaerne.

Hvad skete der lige der?

Lørdag den 1. marts

Fordrev nogle timer ved stranden om formiddagen og tidlig eftermiddag, og i mangel af ting at foretage os ved Surin Beach (der sker ikke rigtig så meget) tog vi en taxa til Patong Beach, som er synonymt med forlystelsesliv. Det er her det meste og mest farverige aftenliv findes på Phuket, og ja - der er fandeme mange mennesker!

Vi drak nogle øl på en australsk bar og gik ellers rundt i gaderne, hvor vi blev tilbudt mange forskellige ting (og så flere lady boys - de ser sgu godt ud, de gør!). Vi ville have nogle flere øl, men pludselig var der ingen barer, der serverede alkohol, hvilket var dybt mærkeligt. Det er Patong, for fanden - selvfølgelig kan man få alkohol. Men nej. Til sidst fandt i en italiensk restaurant i en sidegade til den ekstremt befærdede hovedgade, hvor vi spiste. Og her kunne man altså godt få alkohol.

Da vi kom tilbage til hotellet købte vi en masse drikkevarer i et minimart ikke langt fra hotellet, og så campede vi ellers på F og J’s altan (man måtte jo ikke ryge inde hos os, fordi kæresten er fanatisk ikke-ryger), og det var møghyggeligt. F og kæresten blev rimelig snalrede og skulle have en aftendukkert i poolen.

Det var en hyggelig aften :o)

Søndag den 2. marts

Lettere rastløse ved tanken om at tilbringe endnu en dag med at ligge på stranden og fede den, lejede vi to knallerter. F og kæresten styrede, mens J og jeg var knallert-bitches, og så kørte vi ellers ud for at udforske Surin Beach og omegn.

F havde i løbet af dagen fået lidt ondt i øret. Da vi kom tilbage til hotellet røg vi i poolen og om aftenen spiste vi på en italiensk restaurant tæt på hotellet. Her erfarede vi så igen, at vi ikke fik vores mad samtidig. Vi bestilte alle sammen både forret og hovedret. Forretten var hvidløgsbrød (de var sgu ellers go’e!). Mens jeg stadig var igang med forretten fik J, F og kæresten fjernet deres tallerkner. J og kæresten fik så deres hovedret, mens F ikke havde noget og jeg STADIG var igang med min forret (den var ret stor).

Så fik F sin mad og så kom de med MIN mad, mens jeg stadig var igang med at spise min forret færdig. Det er fandeme ikke i orden. Efter denne forfærdelige oplevelse af service (eller mangel på samme) gik vi igen i vores minimart og købte drikkevarer.

Henne ved minimart’en var en tour organizer. Vi ville gerne have været ud at snorkle (og F skulle dykke) ved Similan Islands, som af Jacques Costeau er blevet udnævnt til at være ét af de fem bedste dykkersteder i verden. Men fra Surin Beach er der 110 km sejlads derud eller du kan køre to timer nordpå og så “nøjes” med at sejle 60-70 km. Grunden til, at vi ikke tog afsted var, at når F skulle dykke og vi andre skulle snorkle kunne vi ikke komme med den samme båd, for de steder hvor F kunne dykke var der ikke noget at se på for snorklere. Så hvis han skulle dykke skulle han være på en båd hele dagen alene sammen med en dykkerinstruktør, mens vi andre kunne hygge os sammen.

Tour guiden foreslog alternativt noget, der hed Coral Island. Navnet i sig selv lød jo meget godt og det var også mere overskueligt mht. transporttid osv, så den bestilte vi til dagen efter. Og så gik vi tilbage til hotellet og campede på F og J’s altan.

Mandag den 3. marts

Tidlig formiddag afgang til Coral Island - F’s øre gjorde fortsat ondt, men han mente godt at han kunne dykke så længe han kunne trykudligne. Ankom til Coral Island og røg i vandet med det samme. Desværre var koralrevet meget smadret - det meste var helt gråt og dødt (ikke ulig dette billede), og der var ikke ret mange fisk. Stor skuffelse, når man nu havde forventet at se dette her, som jeg bl.a. har oplevet i Det Røde Hav - det er fantastisk at være midt i det.

Præcis hvad der er skyld i koralrevets tilstand ved Coral Island ved jeg ikke, men det er nok en dødelig kombination af tsunamien der ramte 1. juledag 2004 og turisme, forurening og villigheden til at gøre hvad som helst for ussel mammon. Når nu forurening - også af verdens have - er sådan et stort problem, hvorfor er der så ikke nogen der holder øje med disse koralreve? Der er jo adskillige organisationer - fx Global Coral Reef Monitoring Network (GCRMN) og The Global Coral Reef Alliance GCRA - som gør sådan noget. Er det landets love den er gal med mon? Eller er thai’erne bare ligeglade?

Da vi kom tilbage til hotellet havde vi lige et par timer hver for sig. Da vi mødtes igen og skulle ud at finde en restaurant havde F så ondt i øret, at han ikke ville med. J, kæresten og jeg gik derfor på apoteket for at købe nogle øredråber til ham og da vi trådte ud af apoteket begyndte det at regne. Jeg mener ikke bare regne, men VIRKELIG regne. I løbet af få sekunder stod det ned i lårfede stænger, mens vi prøvede at finde et sted under apotekets halvtag, hvor vi ikke blev sjasket til. Snart begyndte det også at lyne og tordne, og kort efter slog et lyn ned i en konverter-station længere nede af gaden. Det gnistrede og gjorde ved, og pludselig var hele byen mørklagt.

Heldigvis var der ikke så langt tilbage til hotellet, men i sådan et vejr er 10 meters gang nok til, at man er fuldkommen gennemblødt. Hende på apoteket besluttede sig for at lukke biksen, nu da der alligevel ikke var noget strøm. Efter at have fået at vide hvor vi boede tilbød hun at køre os tilbage til hotellet, det var sgu cool.

På hotellet var der så heller ikke noget strøm. Vi havde heldigvis på én af turene til vores minimart købt nogle fyrfadslys, så dem tændte vi. F var vågnet op til dåd og fik øredråber, og så gik resten af aftenen ellers med at sidde ude i mørket ved fyrfadslys tændt og hygge med øl, Breezers og smøger. Nogle timer efter kom strømmen tilbage, men da var det blevet for sent til at gå ud at spise, så vi bestilte roomservice.

Tirsdag den 4. marts

Kæresten og jeg havde overvejet at tage alene til Similan Islands denne dag, da F ikke ville i nærheden af vand med sit dårlige øre. Jeg ville virkelig gerne derud, men var skeptisk overfor koralrevenes tilstand derude. Tour guiden havde jo lovet os guld og grønne skove mht. Coral Island og dét var ihvertfald spild af tid, og vi gad ikke risikere samme oplevelse på en tur, hvor man blev hentet på hotellet kl. 06.15 og først kom hjem kl. 18.30.

Istedet tog vi en taxa et stykke i retning mod Patong for at prøve at ride på elefanter. Jeg havde ikke rigtig lyst til dette, men hvad fanden skulle vi ellers lave? På det her sted var det første vi så en lille abe, som sad lænket til et lille træ i ca. halvanden meter kæde og suttede på sin tommelfinger. Den sad dér midt i solen uden noget vand eller mulighed for skygge. Det knuser mit hjerte at se dyr blive behandlet på denne måde, og jeg tudede over denne lille abe på halvdelen af elefant-trekket.

På trekket kom vi en kilometer eller halvanden op i højlandet - så ligger der et hus dér midt i skoven, hvor nogen har bosat sig. Nå, men så smider vi da bare vores skrald ud bagved. ”Og da I så kom ud bagved næste dag og jeres skrald IKKE var væk og det heller ikke var væk ugen efter, hvad var det så I ikk’ fattede?” De er fandeme nogle svin, det må jeg sige. Det er synd og skam, for det er superflot natur - men så midt i det hele har nogen lavet en skraldebunke, som bare er vokset og vokset. Det tager 5 år for et stykke tyggegummi at blive nedbrudt i naturen - gad vide hvad det tager for en plasticflaske eller en gammel knallert?

Jeg HADER sådan noget miljøsvineri og det kan sgu ikke være rigtigt, at de ikke ved hvad de gør.

Efter trekket købte J nogle bananer til elefanterne. Jeg tog én af banerne og gav den til den lille abe, som grådigt skrællede den og spiste den. Kæresten prøvede at give den én til, men den blev ved at smide den på jorden og da han satte sig på hug for at samle den op, hoppede den lille abe over på skødet af ham og holdt fast i ham, som om den bønfaldt ham om at tage den med sig. Og så startede the waterworks for mig igen, og jeg blev nødt til at gå lidt afsides for at få lidt samling på mig selv. Jeg kan slet ikke ha’ sådan noget og jeg tænker stadig på den abe.

Om aftenen fik vi drinks på Twin Palms Beach Club, hvor der var rigtig lækkert. Gennemført stil og supergod atmosfære. Vi valgte dog at gå et andet sted hen at spise (som i øvrigt var super godt), da de denne aften havde seafood buffet.

Onsdag den 5. marts

F’s ørepine var blevet så led, at han bare havde lyst til at være på værelset, mens kæresten og jeg dasede ved stranden. Senere blev F nødt til at opsøge en læge, som gav ham en masse piller, som han blev fuldstændig dopet af og fik ondt i maven samt et skud antibiotika i den ene balde, som blev så øm, at han næsten ikke kunne sidde på den.

Her til aften har vi spist på en lækker restaurant næsten ved siden af hotellet. Super god mad og super betjening. En god afslutning på Phuket, som vi ellers ikke var så imponerede af.

Bortset fra skiltning med “tsunami hazard zone” og “evacuation route” bar området ikke præg af, at der havde været en tsunami på besøg i 2004, så det er jo positivt.

Imorgen kl. 12.45 flyver vi til Bangkok, hvor vi skal være i 3 dage.

Søndag den 24. februar

Vi ankom om morgenen kl. 06.15. F’s far hentede os i lufthavnen og vi kørte ud til stranden for at se solopgangen, mens vi fik noget at drikke. Vi skulle bo på hotellet Furama Riverfront - ikke noget fancy, kæresten og jeg boede der også sidst vi var herude, og det er okay. Senere skulle vi møde F’s far og hans kone til champagnebrunch på Grand Hyatt’s Mezza 9, hvor champagnen flyder i en lind strøm, mens man mæsker sig i alverdens lækkerier.

Mandag den 25. februar

Drengene ville have nye kameraer, så vi hoppede i en taxa til Holland Village, et hyggeligt mikrokosmos i Singapore. F’s far køber al sin elektronik hos Parisilk Electronics and Computers dér - hårde hvidevarer, TV, kameraer, gadgets… you name it, they’ve got it - så vi fik upåklagelig behandling.

Kæresten købte et Canon EOS 40D og F købte en mindre udgave, kan ikke huske modellen. Da vi stod der følte jeg en ubændig trang til at udskifte mit gamle Canon Digital Ixus v2, som jeg købte tilbage i 2002, så jeg opgraderede til et Canon Digital Ixus 75 med 7,1 megapixels. I forhold til det gamle er der virkelig sket noget her.

På vej tilbage slog vi et smut omkring Sømandskirken, hvor F’s far kender præsten og hvor man altid er velkommen til at komme på besøg. Der er superhyggeligt og hvis du kommer til Singapore en dag skulle du prøve at tage forbi.

Tirsdag den 26. februar

Tog metroen til Harbour Front, hvor vi tog kabelbanen over til Sentosa Island. Her brugte vi det meste af dagen - vi startede i Underwater World, hvor vi rørte ved bl.a. rokker og små hajer i en touch pool. Herefter gik vi gennem oceanariet, som er hjemsted for mere end 2.500 fish fra 250 forskellige arter. Så skulle vi på et simulation ride i en Cineblast biograf: Extreme Log Ride. Det var lidt som de film man kan se i Planetariet, hvor stolene ryster osv. Det var sgu meget skægt - her havde vi i øvrigt også vores første sighting af de såkaldte “lady boys”.

Bagefter var vi ude at se Fort Siloso, som er forsvarsværk fra starten af 2. verdenskrig og vi sluttede af med at se et show med lyserøde delfiner i Dolphin Lagoon. Herefter gik vi den lange vej langs kysten fra Dolphin Lagoon til Merlion statuen på Sentosa og derfra til Carlsberg Sky Tower (der var langt, det var var varmt og fuck, hvor var vi smadrede!), hvor vi tog kabelbanen hele vejen tilbage forbi Harbour Front og til Mount Faber.

Tilbage på hotellet chillede vi et par timer og kørte så ud for at mødes med F’s far, hans kone og hendes to døtre. Vi endte med at spise på Newton Food Centre, som er et kæmpe madcentrum. Og det er ret fedt at have nogle lokale med ud at spise (F’s kone og hendes døtre er fra Singapore), for det maden bliver bestilt og spist på en anden måde, og det er super cool.

Onsdag den 27. februar

J skulle have nogle nye briller og det kan godt betale sig at købe disse herude. F’s far kørte os ud til en optiker, hvor J fik lavet synsprøve og prøvede stel osv. Brillerne blev bestilt og var klar til afhentning når vi kom til Singapore igen på vejen hjem.

F og J skulle en tur til en skrædder, som F’s far kender. F skulle have justeret nogle bukser plus vælge stof til et nyt jakkesæt. J skulle have justeret to par bukser, som var blevet for store i livet.

Om aftenen var vi i Singapore Zoo’s natsafari og Singapore Zoo er som altid en oplevelse. Vi startede med at spise aftensmad derude, og så gik vi ud til et Creatures of the Night show, hvorefter vi tog en slags sporvogn rundt på en tour i mørket.

Imorgen kl. 13.20 flyver vi til Phuket i Thailand, hvor vi skal være i 7 dage.