Danske vs. engelske bøger
23. juli 2007
Når du læser skønlitteratur — hvis du altså gør det — læser du så på dansk eller engelsk?
Af alle de fagbøger jeg har læst, og det er efterhånden blevet til en del, har ca. 90% været på engelsk. Det er jo nærmest ikke til at opdrive en anstændig IT-relateret bog på dansk.
Men når jeg tænker over det har jeg altid — med få undtagelser — holdt mig til at læse bøger på dansk, når det gælder skønlitteratur. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, for mit engelske fejler bestemt ikke noget. Så det har jeg tænkt mig at lave om på nu.
Grunden til denne ændring opstod imorges, da jeg i telefonen fortalte min veninde Mille, at jeg var blevet færdig med at læse Daniel Silva’s “Ildens Søn” her i weekenden, og at den var rigtig god. Den handler om en Mossad agent ved navn Gabriel Allon, og jeg var af den overbevisning, at Silva’s “Vatikanets Mand” (som jeg også har læst, og som er rigtig god) var den første, der handlede om Gabriel Allon. Derfor troede jeg, at “Ildens Søn” var anden bog i serien og at det nyeste skud på stammen var “Budbringeren”, som stadig kun kan fås på dansk i hardback til 299 dask.
Men da jeg læste epilogen i “Ildens Søn” stod der noget med “de fire foregående bøger i serien om Gabriel Allon”. Så måtte jeg alligevel en tur på Amazon for at se, og det viser sig, at der er hele syv bøger i serien:
- The Kill Artist
- The English Assassin
- The Confessor (Vatikanets Mand)
- A Death in Vienna
- The Prince of Fire (Ildens Søn)
- The Messenger (Budbringeren)
- The Secret Servant
hvor “Vatikanets Mand” så er den første af dem, som er blevet oversat til dansk. Nu har jeg bestilt den første og anden bog på engelsk, og der er faktisk en del fordele ved de engelske bøger i forhold til de danske: (1) du skal ikke vente på, at de udkommer på dansk, (2) du kan altid få dem i paperback og (3) de er MEGET billigere.
Tag nu de to, som jeg lige har bestilt idag, for eksempel. De kostede ca. 55 dask pr. stk. Det er sgu da lidt federe end at give 299 dask for én bog. Og jeg er da ligeglad om det er paperback :o)




