En lille bjælde på
14. december 2007
Så er dagen oprandt for julefrokosten med arbejdet — et par gode kolleger og jeg selv er in charge for baren, så det bliver rigtig godt. Vi indførte dette koncept for 2-3 år siden og det var et stort hit blandt resten af medarbejderne.
Derudover er det rart at være BAG baren, da “os unge” (ja, selvom jeg har sneget mig op på 31 er jeg stadig blandt “de unge”) så slipper for alle de dér klamme gamle medarbejdere, som ikke har fået noget i 15 år og som synes det er eventyrlig fantastisk at flirte med “de unge”. Fx “Hø hø, er det dig [mig, red.] som lægger krop til body tequila’erne i år?” Så kan man sgu godt få gøjseren.
Nå, men nu ikke så negativ på forhånd, det skal nok blive godt og der skal mixes nogle killerdrinks og folk bliver pivvisne. Vi har talt om at tage en paparazzi-runde på kontorene sådan omkring midnat, men jeg tror desværre ikke at nogen har et videokamera. Pis osse, der kunne ellers være basis for at score en julebonus dér :o)
Nå, nok om det. Jeg er jo blevet medlem af Fitnessdk og har trænet mandag og onsdag i denne uge, og det har været supergodt. Derfor er jeg lidt ærgerlig over, at jeg ikke kommer over at træne idag, det ville jeg gerne ha’ været. Jeg håber at tømmermændende holder sig på et minimum imorgen — hvis de gør det kunne man måske snige sig ned at træne i centret i Køge istedet.
Jeg fik i øvrigt målt min fedtprocent i onsdags. Jeg har hele tiden vidst at jeg ikke var overvægtig — rent BMI mæssigt (21.1) ligger jeg faktisk kun lige over grænsen mellem under- og normalvægtig (20.0). Men det kan man jo ikke rigtig sige noget ud fra, så jeg ville have målt min fedtprocent, og det var faktisk en lidt anden historie.
Min fedtprocent var på 26.3% og den ønskværdige fedtprocent for én på min højde, alder og vægt ligger på 20-27%, så dér ligger jeg faktisk i den “tunge” ende. Det skal vi have lavet om på, og som mit forbillede Jillian Michaels siger:
Personally I like to see my guys ripped at 8-10% and my girls ripped at 15-18%, but it’s your body.
Så vi må nok se om ikke man skulle kunne komme derned ad — jeg tager den i bidder og vil få målt min fedtprocent en gang om måneden for at se fremskridt.
It’s time to tighten up, get strong, shed fat and build lean, strong muscle in its place.
Hooah!
Midt i en julefrokost tid
10. december 2007
Ja, så skal man til det igen — julefrokosttiden er over os og har for mange sikkert allerede været det et stykke tid. Jeg var til (for mit vedkommende) årets første julefrokost i fredags med min kærestes arbejde. Vi var en 25 stykker, tror jeg, og det blev holdt i Cirkusbygningen i København, hvor vi så Wallmans Dinnershow.
Efter 4 timers kulinariske oplevelser og musikalsk show forvandles Cirkusbygningen til en stor natklub. Der røg drinks indenbords, men jeg modererede med vilje mit alkoholindtag, da jeg ikke gad have tømmermænd dagen efter. Jeg regnede ud, at jeg nok har fået 10-11 genstande i tidsrummet 19-04, så det er jo til at overskue.
Jeg havde heller ikke tømmermænd lørdag, men jeg var sindssyg træt hele dagen og aftenen, og fik ikke lavet noget som helst. Og det er lige præcis derfor jeg ikke gider alt det dér druk mere. Én ting er, at man er træt, men det er sgu da røv at spilde en hel lørdag på at være i zombie-tilstand.
Nå, men ihvertfald skal jeg også til julefrokost de to næste fredage — nu på fredag med arbejdet og næste fredag med anatomi/fysiologi-holdet. Nu på fredag bliver det nok svært ikke at få en lille bjælde på, da jeg skal stå i baren. Samtidig har jeg hørt fra julefrokostudvalget, at temaet er Melodi Grand Prix og er der noget jeg hader, er det Melodi Grand Prix. Hvis der kun skal spilles MGP musik hele aftenen ender det sandsynligvis med at bjælden bliver til en koklokke…
Sidste uge gik i vasken med hensyn til træning. Jeg kom ned i Fitnessdk onsdag med mit træningstøj og var endda gået en time tidligere fra arbejde, fordi jeg var så klar. Så kører de et tilbud, som gælder til og med 23. december. Det går ud på, at hvis man kender én som er medlem kan man få den månedlige betaling til 299,- istedet for 379,- (gælder kun i gruppe 2 centre) og samtidig betaler man kun 99,- i startgebyr i forhold til 299,-
Det kræver dog, at man kender et medlem, hvis navn eller medlemsnummer man kan oplyse. Jeg kendte ikke lige nogen og så gad jeg ikke melde mig ind til den normale pris uden at have undersøgt sagen. Så kunne jeg ikke få lov at træne — eller det kunne jeg godt, men det ville koste 130,- og det synes jeg ikke lige jeg gad betale.
Torsdag skulle jeg til læsegruppe og fredag til julefrokost, og ja, så gik resten af weekenden med det. Men det viser sig så, at én af dem jeg sidder på kontor med er medlem, så jeg har fået hans medlemsnummer, og vil melde mig ind idag. Så NU skal jeg endelig igang og jeg glæder mig som en sindssyg.
Så jeg vil smutte ned og lave noget squat nu :o)




