Boot’s Camp

Kender I det, at man kan blive decideret frastødt over andre menneskers lyde, frivillige som ufrivillige? Altså sådan rigtig, “Fy for satan, hvor er du pisse irriterende og klam at høre på?”

Jeg har været på min (den samme) arbejdsplads i snart 8 år (første gang jeg overvejede at skride var for 4 år siden — jeg skulle ha’ lyttet til mine instinkter) og i 2-3 af de år har jeg været så heldig (synes jeg selv) at have mit eget kontor. Det har jeg desværre ikke mere.

De 2-3 år alene har gjort, at jeg er blevet meget opmærksom på andre menneskers lyde — og hypersensitiv overfor dem i den forstand, at deres lyde irriterer mig. Ikke så meget dét, at de engang imellem snakker (jo, hvis de har en fucking irriterende stemme, hvilket nogle har), men når de hoster, smasker, slubrer, snøfter, synker … og når deres mave knurrer.

Mr. Silent, som jeg har delt kontor med et stykke tid nu, laver jo som tidligere nævnt ingen lyde. Troede jeg. Nu er jeg blevet ekstremt opmærksom på, at de eneste lyde han rent faktisk laver, er når han synker sin kaffe — og han synker den på sådan en rigtig irriterende måde, der er vildt langtrukken og rigtig boblende ned gennem halsen på ham — og når hans mave knurrer.

Jeg sværger, jeg tror ikke den mand nogensinde spiser noget. Når han kommer om morgenen knurrer hans mave helt vildt hele formiddagen. Jeg ved for a fact, at han ikke spiser frokost, for han er ikke tilmeldt kantineordningen, men omkring frokost knurrer hans mave helt sindssygt. Det gør den selvfølgelig også hele eftermiddagen, men der er det blevet en dybere, mere langtrukken og krævende knurren. Nogle gange tror jeg, at han tager en kiks, for jeg kan høre han skramler med noget papir af en art. Og nogle gange kan jeg også høre, at han tager en meget forsigtig bid af et eller andet, men jeg kan ikke høre at han tygger “den”, så jeg har ham mistænkt for at opbevare den inde i munden så længe, at den bliver blødgjort nok til at mase rundt i munden og sluge.

Han var forkølet for noget tid siden og var hjemme fra arbejde et par dage. Da han kom tilbage skulle han heldigvis ikke sidde og pudse næse hele tiden (han er i øvrigt én af de få, som stadig har et stoflommetørklæde i lommen, namnam), men til gengæld hostede han to host tre gange med ét minuts interval. Så gik der lidt tid og så gjorde han det igen. Det gjorde han en uges tid. Og det værste var, at det var sådan nogle ynkelige “jeg må endelig ikke larme for meget” host, så han fik aldrig hostet igennem. Jeg havde mest lyst til at gå over og dunke ham for vanvittigt i ryggen.

Nå, men så er der også blevet sat en anden medarbejder ind på vores kontor for en periode. For det meste når han kommer har han marineret sig i sin cologne, og hvis man går ud efter kaffe og kommer ind på kontoret igen, går man ind i en uigennemtrængelig duft-mur. Hvis den så bare duftede godt, men det tror jeg desværre intet ville gøre i så rigelig mængde.

Han spiser heller ikke frokost, men er til gengæld glad for bananer. Det er også fint, men når han spiser den kan man rigtig høre hvordan han smasker med den inde i munden … hvordan den rigtig bliver moset og smagt på og sunket. Brrrrr… Derudover vejer han (en del) for meget, så hver gang han har været væk fra sin plads pruster og stønner han, når han kommer tilbage. Og så er det bare fantastisk, når han skal ha’ en banan inden han har fået pulsen ned. Det lyder faktisk lidt henad Denethor, Gondor’s konge, når han spiser i Ringenes Herre 3: Kongen Vender Tilbage.

Er der andre, der har det sådan? Gad vide hvilke lyde jeg laver, som de synes er pisseirriterende?

Siden hvornår har andre menneskers fæcesrester været noget, men bare ikke kunne leve uden at se på daglig basis? Aldrig? Tænkte det nok …

De fleste vil nok være enige i, at lort — og i særdeleshed andre menneskers lort — er noget af det klammeste, man kan blive udsat for. Men set i lyset af det, hvorfor er der så så mange, som tilsyneladende ikke ved at der er opfundet en sådan ting som en toiletbørste? Eller måske ved de det, men de ved så bare ikke hvordan man bruger den.

På mit arbejde er man heldig, hvis man i løbet af en hel dag kun bliver præsenteret for en anden persons lortespor i lokummet én gang. Og næsten mirakuløst er det, hvis man helt undgår det.

Er det bare mig, der synes at man er for klam, hvis man ikke fjerner det? Jeg mener … hvis man lige har været ude og dreje en vase ved man sgu da om den havde potentiale til at efterlade bevismateriale. Og hvis man ikke ved det kunne man da ulejlige sig med lige at kaste et blik ned i tønden, når man har skyllet ud, bare lige for at tjekke, og så bruge børsten, hvis man har trukket spor.

Er det bare mig, der er sart eller hva? Jeg synes sgu det er for vammelt, at man kan være så klam. Så brug dog for helvede børsten, møgsvin — I ved hvem I er.