Boot’s Camp

Hvad handler det egentlig om, det her livs-noget? Hvad er meningen med det? At finde kærligheden? At føre sine gener videre? At dø? Jeg ved det virkelig ikke … Det er nu heller ikke noget jeg bruger al for meget tid på at fundere over i det daglige, men denne blog skal jo starte et sted og så kan det ligeså godt være her. Fra mit lille hjørne af verden ser det ud til at handle om, at vi skal tjene en masse penge, så vi kan samle materielle goder. Allerede når vi som 15-16 årige er på vej ud af folkeskolen skal vi tage stilling til om vi vil i gymnasiet, på handelsskolen eller noget helt tredje, da resultatet af dette er medbestemmende for i hvilken retning vores erhvervsaktive liv skal gå.

Da jeg gik i folkeren var jeg en hestepige og det eneste jeg ville var at være dyrlæge. Derfor valgte jeg gymnasiet og dette bragte med sig opdagelsen af det modsatte køn, de kolde fadbamsers velsignelse, nikotinens dulmende effekt og den allestedsnærværende bytur. Jeg oplevede en splittelse i mig selv: skulle jeg blive boende hjemme eller kunne jeg egentlig ikke lige så godt bare flytte op på det lokale diskotek? Jeg var der alligevel altid. Jeg solgte min hest, udviklede derefter en aversion mod fysisk motion (lagengymnastik undtaget) og et gensidigt had til min historielærer efter den vådeste studietur til London i 2.g. Jeg fandt ud af, at det sgu nok blev lidt svært at få det dér gennemsnit på 9,8 som skulle få mig ind på Landbohøjskolen. Hvor heldigt, at mine forældre i mellemtiden havde købt et værtshus på Køge Havn – så kan man da bare blive tjener i stedet, for det er nemlig federe end at være dyrlæge! Derefter gik der lidt for meget fest og ballade i den, og fordi jeg vidste at jeg for at komme ind på tjeneruddannelsen ikke skulle bruge mit gennemsnit til noget, røg karakterene helt i hegnet og jeg endte ud med et snit på 7,4.

I 1995, et par måneder efter jeg blev student startede jeg på tjeneruddannelsen på Hotel & Restaurantskolen i København på 2. skoleperiode. Men da den var færdig skulle man have fundet sig en læreplads og det havde jeg ikke lige få nosset mig sammen til. Så jeg droppede ud, rendte rundt og arbejde som tjener et par måneder mens jeg prøvede at finde ud af hvad jeg ville. Og helt ærligt … jeg havde INGEN idé. I stedet for at se på hvad jeg kunne holde ud at stå op til hver morgen resten af mit liv så jeg på hvad der var penge i. Hmm, noget med computere - og det skal lige siges at mine computer skills på det tidspunkt allerhøjest strakte sig til at skrive noget i Word uden at vide hvordan man gemte dokumentet. Jeg slog op i en uddannelseshåndbog - datanom, datamatiker, datalog. Hmm, hvad skal man vælge? Datanom … det lyder som om man ikke kan bruge det til en skid. Datalog … arh, tager 5 1/2 år, det magter jeg ikke. Datamatiker … 2 1/4 år og det lyder okay. Fint, den tager jeg. Så den startede jeg på og heldigvis viste det sig at fænge fra dag 1.

Idag har jeg arbejdet i IT-branchen som hhv. systemudvikler og webdesigner i 8 år, og jeg har nået en skillevej – jeg føler ikke at jeg udvikler mig og jeg gider faktisk ikke IT-branchen mere, hvis jeg skal være helt ærlig. Men hvad kan jeg ellers lave, hvor jeg tjener ligeså mange penge som jeg gør nu og ikke behøver tage en fuldtidsuddannelse? Jeg har hus, bil, realkreditlån … der skal lægges en bestemt sum penge hver måned for at det kan løbe rundt og derfor har jeg ikke råd til at gå på SU.

Var det virkelig dét værd at gå så meget i byen i gymnasiet? At drikke sig stanghamrende Bacardi øksestiv hver fredag og lørdag, at man sgu ikke lige nåede at lave sine opgaver? Not really … kunne jeg gå tilbage og gøre det om ville jeg gøre det. In a heartbeat. For set i bakspejlet ville jeg sgu da hellere ha’ været dyrlæge.

En lang historie for at illustrere min pointe: man skal principielt som 15-16 årig vide hvad man vil med resten af sit liv, så man kan komme igang med at videreuddanne sig, så man kan komme ud at trælle for ussel mammon, som kan bidrage til at man kan samle sig en masse materielle goder. Og hvis man senere opdager, at man sgu nok har valgt forkert og sidder med ting som hus, realkreditlån osv., så er mulighederne pludselig meget begrænsede.

Måske lidt for eftertænksomt for et første indlæg at være, men ak … livet leves forlæns, men forstås baglæns, som Søren Kirkegaard sagde.