Ready, willing and able…
18. december 2007
… til den forestående juleferie, som begynder torsdag når jeg tager hjem fra arbejde. Ha, du troede lige at jeg var på vej ud i noget snavs, hva? Hvorfor tror alle altid det om mig?…
Nå, men som jeg var igang med at sige, så har jeg fri på fredag og har så ferie indtil den 7. januar. Det skal fandeme blive godt. Jeg synes umiddelbart at jeg har okay styr på fysiologien, men jeg skal ha’ terpet anatomi forfra og bagfra. Jeg har alt for lidt styr musklernes latinske navne, muskeludspring- og tilhæftning samt deres funktioner. Og det dur jo bare overhovedet ikke.
I aften skal jeg i skole og det er sidste gang undervisning inden jul. Efter nytår er der kun én gang undervisning tilbage, to gange spørgetime og så to eksamener, som jeg kraftigt satser på at bestå.
Jeg har stadig ikke fundet ud af, om vores anatomi-julefrokost på fredag bliver til noget. Kunne godt bruge en slapper, men hva … det ER jo ferie og det kunne være meget sjovt at se hvordan mine medstuderende er udenfor studierne. Vi kender jo faktisk slet ikke hinanden.
Nytårsaften er planlagt — det er os, der skal holde den i år og prisen er 450,- pr. næse. Denne inkluderer mad (3 retter samt kransekage og natmad) til 350,- og den sidste hund går til hvidvin, rødvin, dessertvin, champagne, øl, juice, sodavand, bordpynt og diverse. Og så skal man selv have sprut med. Er det dyrt? Én af min kærestes venner (en rigtig gnier, red.) har for andet år i træk brokket sig over prisen (som var den samme sidste år), men hvis han tror at han kan få alt det til sig selv, som den sidste hundredekrone går til, for 100,- skal han da være hjertelig velkommen. Men han får ikke så meget som en dråbe af nogen af de drikkevarer, som vi køber til dem, som godt kan komme til lommerne uden brok. Nærigrøv!
Træningen går godt. Jeg var ovre at træne igår og jeg kan allerede mærke, at jeg er blevet bedre til at lave squat og bænkpres og lignende — altså, med hensyn til at holde vægtstangen og håndvægtene mere stabilt. Jeg har ikke taget mere belastning på, det venter jeg lige lidt med. Imorgen har jeg en opfølgning med min instruktør, hvor han lige skal tjekke at jeg ikke har fået nogen dårlige vaner allerede, så det er jeg lidt spændt på.




