Post-Nytårsaften

2. januar 2008

Nå, hvordan gik jeres nytårsaftener? I kom forhåbentlig godt ind i det nye år med alle lemmer i behold ligesom jeg. Maden var supergo’, vinen og selskabet ligeså. Vi havde indrettet smoking lounge ude i bryggerset og der var selvfølgelig nogle få, som nærmest slog rødder derude i løbet af aftenen, men sådan er det jo som regel, hvis man ikke må ryge ved bordet.

Sidst på natten var der dog lidt drama — én af kærestens venner er meget jaloux mht. hans kæreste og har svært ved at styre sin jalousi, og han skulle selvfølgelig flippe ud. Jeg tror det er fjerde gang inden for det sidste halve år, hvor han er blevet kropumulig og… jeg vil ikke sige “har ødelagt” aftenen for os andre, men han har ihvertfald lagt en kraftig dæmper på stemningen. Plus at man så skal høre på at både ham og hans kæreste hælder vand ud af ørerne, og det er aaaaltid det samme.

Men nu har han endelig fået taget sig sammen til at søge noget hjælp, så vi håber på det bedste. For all our sakes.

Jeg har ikke trænet siden 2. juledag, hvor jeg blev dårlig da jeg kom hjem. Det varede 2-3 dage, hvor jeg kom ud på den anden side og bare var lidt snottet. Det er jeg så stadigvæk, men nu her efter nytårsaften har jeg det som om, der sidder noget på lungerne. Når jeg trækker vejret ind og puster ud igen med åben mund er det som om luftvejene bliver irriterede, og jeg vil gerne hoste. Så før jeg kommer af med det bliver der ingen træning — det er ikke så fedt at stå på løbebåndet eller cross traineren og hoste en lunge op hvert andet minut.

Idag skal jeg ha’ ringet til vores sundhedsforsikring (gennem arbejdet), så jeg kan få undersøgt mit venstre skinneben. Det er noget jeg har døjet med længe snart, som kommer når jeg løber. Tror det er dét, som kaldes ”shin splint”, altså skinnebensbetændelse på den indre skinnebenskant. Jeg har fået en henvisning til en ortopæd fra min læge, så jeg håber lidt at sundhedsforsikringen har et samarbejde med Gildhøj Privathospital.

Imorgen skal jeg til tandlæge, yay, og muligvis til læsegruppe. Og så er det snart allerede mandag igen, hvor jeg skal tilbage på arbejde. Nogen vil måske sige, at der da stadig er hele 4 dage tilbage, men det er vel det samme som at sige, at bægeret er halvfuldt, når det i virkeligheden er halvtomt.

Jeg er den fødte pessimist.

Præ-Nytårsaften

29. december 2007

Så er det ved at være den tid på året igen, hvor man — medmindre man er så heldig “bare” at være inviteret som gæst — farer rundt som en skoldet skid for at få de sidste nytårsting på plads. I år er det os, som skal lægge hus til. Det var det egentlig også sidste år, men vi havde været i Egypten henover julen og jeg var syg både inden vi tog afsted OG da vi kom hjem, så vi rykkede festen.

Men i år slipper vi ikke, selvom jeg ellers var lige ved at tro, at det ville gå i vasken igen. Anden juledag var jeg ude at træne og da jeg kom hjem og havde fået et bad begyndte jeg at få det mere og mere sært. Da jeg gik i seng om aftenen var det med to dyner over mig samt en varmepude i fodenden og jeg frøs stadig.

Da jeg endelig var faldet i søvn var der et eller andet fjog, der synes det kunne være fedt at ringe på min mobil kl. 01.35. Han havde åbenbart ringet én gang før, men der har jeg bare været bevidstløs, og anden gang nåede jeg ikke at tage den. Dagen efter tjekkede jeg nummeret på De Gule Sider og det var en eller anden knallert i Randers, som jeg ikke aner hvem er.

Men da han vækkede mig var jeg sgu også ved at få en fucking hedeslag, så måske var det meget godt at jeg vågnede. Tredje juledag havde jeg det helt ad helvede til — min krop føltes som om den var 80 år gammel og skruet fuldstændig forkert sammen, så hele den dag tilbragte jeg i sengen indtil jeg havde hold i nakken af at ligge på siden og læse.

Nu er jeg heldigvis frisk igen bortset fra lidt stædig snotteri, så jeg håber at jeg vedbliver at være frisk nytårsaften. Imorgen skal der gøres rent til den store guldmedalje og indkøbes de sidste ting. Vi bliver 12 personer + 1 der kommer efter kl. 23 pga. arbejde. Ud af de 12 er vi 5 hunkøn, hvoraf de 3 er gravide. Det skal nok blive festligt :o)

Så er jeg igang med at lave et vendespil til min anatomi/fysiologi eksamenslæsning. Altså, det er noget meget simpelt med at dele et papir op i 12 kvadrater og så printe på begge sider af papiret — slet ikke noget fancy, det gad jeg ikke bruge tid på.

Jeg har ønsket at komme til eksamen i anatomi/fysiologi søndag den 27. januar, så der er ikke andet end en lille måned til. Fitnesseksamen ligger weekenden efter, og jeg håber også at jeg kan tage den om søndagen. Om lørdagen har jeg nemlig meldt mig til en prøvetime i hhv. pole dancing og erotisk dans (tease) i Hotness.dk.

Det har jeg altid godt kunnet tænke mig at lære og nu starter der ENDELIG noget op i Danmark, hvor man kan få egentlig undervisning. Det er sgu et godt initiativ og det vil jeg bakke op alt hvad jeg kan. Bortset fra det har jeg hørt, at pole dancing skulle være psyko-go’ træning, og hvis man kan kombinere dét med at lære at bevæge sig lidt lækkert, så er det sgu lige i øjet.

Pole dancing

Så hvis min fitnesseksamen absolut skal ligge den lørdag kunne jeg godt gå hen og blive lidt knotten ;o)