Om at lette sit hjerte…

14. januar 2008

Never underestimate the power of getting things off your chest. Jeg har gennem længere tid været tildelt en — efter min opfattelse og med henblik på mine interesseområder — rigtig lorteopgave på arbejdet. Det var en opgave, som jeg fik fordi de ikke vidste hvem de ellers skulle give den til (story of my life). Tak for lort.

Det er helt nede på datadetaljeringsniveau. Hør nu lige her, jeg er skide ligeglad med data — det er dét, der ligger udenom data, der interesserer mig. Men man tror ikke at der er og bliver ved med at være så mange GUI-opgaver til at beskæftige mig med det fuldtids. Bortset fra, at det er der — det er dét, jeg laver og det er en tilbagevendende opgave. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg skal sige det, men nu siger jeg det lige igen:

Webdesign/GUI-design og usability er en tilbagevendende opgave.

Gad vide hvornår den siver ind? Nå men anyway, så gik jeg op til min projektleder og sagde, at jeg gerne lige ville snakke om den “rolle”, som det var meningen at jeg skulle varetage. Jeg sagde, at jeg gerne ville diskutere muligheden for, at en anden person fik rollen, for som han nok ikke kunne undgå at have lagt mærke til, så havde jeg haft enormt svært ved at oparbejde en passende entusiasme for denne rolle.

Det havde naturligvis ikke undgået hans opmærksomhed, men han syntes bare at jeg havde så mange af de kvaliteter, som rollen påkrævede: detaljeorientering, falkeblik … ja, han brugte mange andre smøre-ord, og jeg tænkte: “Ja, det har du i grunden ret i, but flatter will get you nowhere.”

Så jeg tror rimelig meget på, at jeg er off the hook hvad den rolle angår, og det var rart at få lettet mit hjerte omkring det, da det er noget som har tynget mig i et stykke tid — det har påført mig en vis modløshed at vide, at jeg hele tiden havde den opgave hængende over hovedet, men nu har jeg det meget bedre.

Så er der bare eksamen. Jeg brugte hele dagen igår på at terpe (og jeg mener virkelig terpe terpe terpe) skuldermuskulatur, og jeg har rimelig godt styr på acromioclaviculær- og glenohumeralleddet, scapula samt hvor musklerne m. teres major, m. teres minor, m. deltoideus , m. subscapularis, m. supraspinatus og m. infraspinatus udspringer og tilhæfter samt hvilke funktioner de har.

Idag skal jeg terpe humerus (overarmen) og dennes muskler — jeg ville ønske jeg havde taget denne approach til læsningen, da jeg fik juleferie: at koncentrere sig om én muskelgruppe ad gangen og virkelig terpe denne istedet for at prøve at lære alle musklerne i vores pensum på én gang. Men ønsker man ikke næsten altid, at man havde gjort noget på en anden måde end dén, man rent faktisk gjorde det på?

Og som jeg også regnede med, så ligger prøvetimen i poledance selvfølgelig samme dag som jeg skal til mundtlig eksamen i fitness. Poledancing er fra 11-12 og jeg mener jeg skal ind til eksamen kl. 14.30. Er det mon realistisk at gøre begge dele?

Præ-Nytårsaften

29. december 2007

Så er det ved at være den tid på året igen, hvor man — medmindre man er så heldig “bare” at være inviteret som gæst — farer rundt som en skoldet skid for at få de sidste nytårsting på plads. I år er det os, som skal lægge hus til. Det var det egentlig også sidste år, men vi havde været i Egypten henover julen og jeg var syg både inden vi tog afsted OG da vi kom hjem, så vi rykkede festen.

Men i år slipper vi ikke, selvom jeg ellers var lige ved at tro, at det ville gå i vasken igen. Anden juledag var jeg ude at træne og da jeg kom hjem og havde fået et bad begyndte jeg at få det mere og mere sært. Da jeg gik i seng om aftenen var det med to dyner over mig samt en varmepude i fodenden og jeg frøs stadig.

Da jeg endelig var faldet i søvn var der et eller andet fjog, der synes det kunne være fedt at ringe på min mobil kl. 01.35. Han havde åbenbart ringet én gang før, men der har jeg bare været bevidstløs, og anden gang nåede jeg ikke at tage den. Dagen efter tjekkede jeg nummeret på De Gule Sider og det var en eller anden knallert i Randers, som jeg ikke aner hvem er.

Men da han vækkede mig var jeg sgu også ved at få en fucking hedeslag, så måske var det meget godt at jeg vågnede. Tredje juledag havde jeg det helt ad helvede til — min krop føltes som om den var 80 år gammel og skruet fuldstændig forkert sammen, så hele den dag tilbragte jeg i sengen indtil jeg havde hold i nakken af at ligge på siden og læse.

Nu er jeg heldigvis frisk igen bortset fra lidt stædig snotteri, så jeg håber at jeg vedbliver at være frisk nytårsaften. Imorgen skal der gøres rent til den store guldmedalje og indkøbes de sidste ting. Vi bliver 12 personer + 1 der kommer efter kl. 23 pga. arbejde. Ud af de 12 er vi 5 hunkøn, hvoraf de 3 er gravide. Det skal nok blive festligt :o)

Så er jeg igang med at lave et vendespil til min anatomi/fysiologi eksamenslæsning. Altså, det er noget meget simpelt med at dele et papir op i 12 kvadrater og så printe på begge sider af papiret — slet ikke noget fancy, det gad jeg ikke bruge tid på.

Jeg har ønsket at komme til eksamen i anatomi/fysiologi søndag den 27. januar, så der er ikke andet end en lille måned til. Fitnesseksamen ligger weekenden efter, og jeg håber også at jeg kan tage den om søndagen. Om lørdagen har jeg nemlig meldt mig til en prøvetime i hhv. pole dancing og erotisk dans (tease) i Hotness.dk.

Det har jeg altid godt kunnet tænke mig at lære og nu starter der ENDELIG noget op i Danmark, hvor man kan få egentlig undervisning. Det er sgu et godt initiativ og det vil jeg bakke op alt hvad jeg kan. Bortset fra det har jeg hørt, at pole dancing skulle være psyko-go’ træning, og hvis man kan kombinere dét med at lære at bevæge sig lidt lækkert, så er det sgu lige i øjet.

Pole dancing

Så hvis min fitnesseksamen absolut skal ligge den lørdag kunne jeg godt gå hen og blive lidt knotten ;o)