Valgsnot
14. november 2007
Jeps, så blev jeg syg. Nu har mange af mine kolleger også gået og snottet og hostet mig op i hovedet i flere uger, så hvorfor dog ikke. Det er bare et rigtigt lortetidspunkt at blive syg på nu, for jeg har ret travlt på arbejdet.
De justeringer, som jeg fortalte om for noget tid siden er trådt i kraft — desværre med en fuldstændig urealistisk deadline, der hedder 15. december, men det er jo det sædvanlige. Marketings-idealisterne kræver ind og så kan IT bare rette ind til højre på trods af, at det rent faktisk er dem der ved, om tingene kan lade sig gøre i praksis eller ej. Men sådan er det jo — det ved alle, der arbejder med udvikling af IT-systemer til daglig.
Jeg har sagt, at jeg skal have en konsulent til hjælp, som både kan give mig noget undervisning og noget sparring samt tjekke op på, om det jeg laver er rigtigt. Eftersom det her vil være en learning-by-doing opgave for mig vil jeg ikke lægge hovedet på blokken på, at det jeg laver til 15. december er godt nok. Og det SKAL være godt nok — det skal rent faktisk være fuldstændig korrekt lavet denne gang, ellers vil jeg overhovedet ikke røre ved opgaven. Så jeg har fået lovning på en konsulent fra Creuna og vi skal formentlig allerede igang på mandag, og så bliver der nok at se til.
Jeg skulle ellers ud at give blod idag, men jeg ved ikke om man må give blod, når man er syg. Afventer opkald fra Blodbanken.
Derudover skal der i aften være stormøde i Ejby-hallen angående et muligt fremtidigt fitnesscenter i Ejby. Det kunne være lidt genialt, hvis der kom sådan et. Jeg havde planlagt at skulle med til det møde, men når jeg nu har det som jeg har det er jeg mest stemt for at blive hjemme. Det var kun fordi jeg følte mig usandsynlig demokratisk forpligtet igår, at jeg forlod den varme sofa og trodsede snevejret for at få sat mit kryds.
Og når nu Fogh snupper 4 år mere og Asmaa Abdol-Hamid forhåbentlig ikke kommer i Folketinget, er den sag jo som den skal være.




