Boot’s Camp

Faldt lige over denne her, da jeg opdaterede min senest sete film:

Hehe, det ku I tænke jer, hva? Små svin :o)

Men ved nærmere eftertanke… det ku’ jeg egentlig os’ :o)~

Firmaet havde flottet sig igår og Projektlederen havde inviteret teamet til fyraftens-arrangement. Vi var derfor ude at køre gokart sidst på eftermiddagen, 10 mand høj, og som det er som altid pisseskægt. Det er sjovt at se ens kolleger, som til daglig er stille og rolige mennesker, pludselig blive vilde og blodige, når de først sidder bag det lille rat.

Vi kørte 5 heats samt en finale og gæt hvem der havde kørte sig op til første startposition i finalen? Nemlig, yours truly. Desværre var der et bestemt sving, som bare ikke var min ven - og i finalekørslen, hvor jeg selvfølgelig førte i og med at jeg startede først, skred jeg ud og blev jordet af 2′eren og 3′eren. I én af de følgende omgange skred jeg kraftedeme ud samme sted igen og blev jordet af 4′eren. Så pludselig var jeg røget helt ned på en fjerdeplads, pis og papir.

Der blev råbt eder og forbandelser inde i snublekysen, men jeg kunne sgu ikke køre mig op igen, så jeg holdt bare min fjerdeplads. Men sjovt var det sgu - det er det jo altid at køre gokart :o) Bagefter var vi på Bryggeriet Apollo ved siden af Tivoli at spise og det var sgu go’ mad.

Men for satan hvor har jeg ondt alle vegne idag - min krop føles som om den er 80 år gammel. Jeg får altid blå-lilla-røde mærker på rygsøjlens torntappe - det er dem, der buler ud lige under huden, og som kører frem og tilbage opad gokartens hårde plasticsæde. Det gør pænt nas dagen efter og nu venter jeg bare på at mærkerne kommer - det gør de nok i løbet af weekenden.

Ellers ikke så meget… Skal spise frokost med Skolelæreren imorgen og til barnedåb søndag. Og så skal jeg have snakket med Kæresten om alle mine arbejdsproblemer. Han ved godt hvordan jeg har det, men jeg oplever det lidt som om han ikke rigtig vil forholde sig til det. Jeg forventer ikke at han serverer løsningen for mig - det vil mænd jo tit gerne, for ser de et problem vil de gerne løse det her og nu. Men jeg har behov for at han forstår, at det er noget jeg bliver nødt til at gøre noget ved meget snart og at det ikke bare går væk af sig selv, hvis vi bare lader være at snakke om det.

Og så håber jeg da på at få en tilkendegivelse på noget opbakning :o)

UPDATE: Så fandt jeg også lige ud af her for lidt siden, at jeg på mandag skal flytte kontor igen. Det er også kun femte gang på omkring 8 måneder, og der går en hel arbejdsdag (for ret mange mennesker) med det hver gang. Det er meget ineffektivt og virkelig ufedt, når man nu har ret travlt. Måske skulle man arbejde hjemme på mandag…

Kom lige til at tænke på noget sjovt. “Wait, did you say ‘fun’ or ‘funny’?” Ja, altså ikke sådan ha ha sjovt, men spøjst.

For laaaang tid siden blev jeg inviteret til at joine det dér famøse LinkedIn, som skulle være så lækkert til opbygning af ens netværk. Fint nok, jeg joinede og fik tilføjet nogle kontakter, og har overhovedet ikke brugt det siden. Forleden fik jeg den idé at gå derind for at se, hvem der egentlig var mine kontakter, og så fik jeg at vide, at LinkedIn havde fundet nogle mulige kontakter fra min gamle arbejdsplads.

Det skulle jeg da lige lure på. Det skal siges, at min tidligere arbejdsplads på det tidspunkt beskæftigede omkring 1,500 mennesker i København alene og det er steget siden da, men globalt beskæftiger de sindssygt mange. Nå, men jeg kendte sgu så én af de mange kontakter, som LinkedIn havde fundet. Jeg skrev til ham og spurgte om han kunne huske mig, og det kunne han godt.

Hvis du ikke kender det fungerer det således, at når én du har inviteret tilføjer dig som sin kontakt, så kan I se hinandens kontakter og dermed se, om I har nogen tilfælles eller om den anden kender nogen, som du gerne vil have kontakt med osv.

Jeg kiggede så i ham hers kontakter og fandt en anden, som jeg arbejdede sammen med samme sted. Han arbejdede så ikke dér mere, men hos et lille IT-firma. Jeg skulle selvfølgelig lige ind at se på deres website hvad de helt præcist lavede. De havde så en side med deres ansatte med billeder og hele lortet, og hvem kigger ud fra siden?

Det gør min gamle 3.g-kemi-mellemniveau-lærer sgu! Han er så direktør i det her firma. Jeg skrev til min gamle kollega, at det var da simpelthen for spøjst. Jaja, men ham direktøren kunne godt huske hvem jeg var. Fedt nok, jeg havde ham i ét år, det er 13 år siden og han kan huske mig? Det er sgu da for flippet. Okay, jeg var også lidt en spasmager i hans timer, så måske er det derfor. Det var nok ikke pga. mine outstanding academic skills, selvom jeg faktisk var lidt af en haj til kemi :o)

Jeg synes det er fantastisk — som jeg også sagde til ham her min tidligere kollega, så synes jeg det er imponerende når jeg møder min gamle folkeskoleklasselærer oppe i Køge og hun hilser og ved hvad jeg laver osv. Og hvor mange elever har hun haft siden? Hmmmm…

Jeg har sagt det før og gentager det gerne: Nogle gange består verden bare kun af 1.000 mennesker.

Dengang jeg var lille gik jeg til ridning. Hele vejen op gennem min barndom har jeg redet. Som 12-13 årig fik jeg min egen hest, som jeg solgte som 17-årig. Der gik en del år, hvor jeg slet ikke dyrkede nogen former for sport. Som 25-årig boede jeg på Østerbro sammen med min daværende kæreste. Jeg havde gennem noget tid puslet med tanken om at begynde at ride igen, og fandt en halvpart på en (primært) dressurhest, som var opstaldet i Hørsholm. Jeg red hesten (Claudius) 3 gange om ugen og det var skønt.

Efter et års tid gik min daværende kæreste og jeg fra hinanden, og jeg opsagde halvparten fordi jeg flyttede tilbage til Køge. Det var trist, men jeg synes det var lidt langt at køre derfra til Hørsholm for at ride. Siden da har jeg så ikke redet.

Hende, som ejede Claudius havde en veninde, som også havde en hest opstaldet samme sted i Hørsholm. Hun havde ingen part på sin hest, så hun var der ofte for at ride samtidig med mig, og vi snakkede en del sammen. Efter jeg stoppede med at ride Claudius har jeg ikke haft kontakt med nogen af dem.

Igår fik jeg så en sms fra et nummer, jeg ikke havde i telefonbogen. Om jeg var den pige, der engang havde haft part på Claudius? Så var det sgu fra Claudius’ ejers veninde. Vi sms’ede lidt frem og tilbage, og det viste sig så, at hende og hendes kæreste havde købt et fedt landsted i Ll. Salby (det ligger et spytkast fra hvor jeg bor) og at nu blev vi sgu snart naboer!

Jeg spurgte om hun stadig havde den hest, som hun havde dengang, men den havde hun givet til en veninde i 2004, så den (eller veninden?) var pensioneret nu. Hun fortalte at hun nu havde den mest fantastiske hest, en 7-årig vallak, og at hun ville få hest nr. 2, når hendes nuværende blev flyttet hjem. Derudover var hun var gravid i 3. måned og de var ved at sætte i stand.

Jeg skrev tilbage, at det lød sgu da for fedt altsammen og spurgte om en masse ting. Åbenbart er der 13 tønder land til landstedet, og hun får to lækre udebokse til hestene i næste uge samt en del spring. Hun skal bygge en 20×60 bane, men regnede ikke med at hestefaciliteterne ville blive klar før til oktober.

Og så skrev hun, “P.S. Vi har en amerikansk bulldog. Den er bare skidesød.” Det er jo sådan en hund, som jeg gerne vil ha’. Vi aftalte, at vi skulle ses og at hun skulle give lyd fra sig, når de var i nærheden. Det er sgu da fantastisk! Hun sagde også, at jeg skulle ride nede hos hende, hehe :o)

Nogle gange består verden bare kun af 1.000 mennesker.

Man gør det gang på gang på gang, og hver gang sværger man, at det var den sidste. Gang man drak sig stiv, mener jeg. Men det er det aldrig.

Jeg var til 30 års fødselsdag igår — den sidste begivenhed i en ellers meget begivenhedsrig juni måned. Min travleste i nyere tid tror jeg at man med rette kan kalde den. Vi skulle være der kl. 18 og for en gangs skyld kom vi 10 minutter for tidligt. Min kæreste og jeg kommer ellers altid lige lidt for sent, og det er pisseirriterende. Og dette var endda på trods af, at vi skulle samle 3 af hans venner op på vejen, på hver deres bopæl.

Vi skulle spise udenfor i et telt, og de havde hyret en slagter fra en restaurant i Køge, hvor man spiser fabelagtigt, som grillede alt kødet. Det var jo ikke skidevarmt igår, så det var koldt om fingrene at holde en kold øl, mens vi stod under en pavillon uden sider og ventede på, at vi skulle gå til bords. Vi var omkring 40 mennesker fordelt på 4-5 grupper, tror jeg. Nogle gamle venner, andre højskolevenner, noget familie osv. Min kæreste er én af de gamle venner, så vi kaprede et bord, hvor alle dem i den gruppe kunne sidde.

Der var mere tempereret i teltet, men der var stadig ikke varmt. Al den tid vi sad derude frøs jeg helt sindssygt om tæerne — jeg havde endda været forudseende nok til at tage jeans og et par lave kilehælspumps på med knæ-nylonstrømper indenunder efter at jeg frøs om tæerne hele sidste lørdag fra vi ankom til fødselsdagen og til vi kom hjem. Da havde jeg også kjole, bare ben og et par korksandaler på, så jeg ville fandeme ikke fryse igår.

Men ak, det kom jeg til. Efter maden blev der åbnet op for rygning i teltet, ellers var vi gået udenfor når vi skulle ryge, og det var fandeme koldt at stå derude, da det begyndte at blive mørkt. Men jeg måtte sgu ud i bilen for at hente min jakke på et tidspunkt, som jeg så sad med på inde i teltet, da der var kaffe og Baileys (mmmmm, Baileys). Det er jo ikke fedt!

Endelig ved 23-tiden begyndte folk at trække ind i huset, hvor der var sat sprut frem og musik på anlægget. Jeg gik straks ombord i ævlebævle og efterhånden som timerne gik BLEV jeg mere og mere ævlebævle. Jeg drak og røg, og dansede for vildt og det var pisseskægt. Og jeg synes egentlig slet ikke at jeg var stiv, bare sådan lidt snalret.

Og det lykkedes mig at holde mig snalret i nogle timer uden at krydse over den magiske grænse, hvor man bare bliver stivere og stivere, og til sidst ser dobbelt og mister evnen til at tale rent. Mekanikerens kone (de blev gift sidste år og det var hans fødselsdag vi var til i lørdags) kom efter arbejde ved 23-tiden og hun skulle køre hjem, så hun ville smide os af.

Vi kørte hjem ved 03.30 tiden, og det var hendes plan at tage en snedig rute hjem, men istedet blev det en længere og meget mere snørklet rute. Jeg sad bagi sammen med min kæreste med blikket fast rettet ud gennem forruden (jeg bliver let køresyg hvis jeg sidder bagi) og nu kunne jeg sgu godt mærke at jeg var stiv. For at gøre min køresyge endnu værre sad Mekanikeren hele vejen hjem halvt vendt om i sædet og snakkede til os på bagsædet, og lod til at have det helt fint. Det blev jeg bare endnu mere dårlig af. Da vi blev sat af var jeg ret sikker på, at jeg skulle knække mig, så det gik stærkt med at få låst op, slået alarmen fra og ud på det lille toilet. Blaaargghhh!!

Jeg havde det meget bedre bagefter og gik straks ovenpå for at børste tænder og ordne mit ansigt med mine nyindkøbte Ole Henriksen produkter, og så gik jeg ellers på hovedet i seng. Idag har jeg knækket mig to gange, er det ikke fantastisk? Jeg måtte endda lokke min kæreste til at riste krydderboller og lave røræg, fordi jeg ikke kunne administrere andet end at ligge på sofaen og ynke mig selv.

Så brugte vi et par timer på at se En Verden Udenfor (fantastisk film) og nu ser kæresten Formel 1, mens jeg sidder her og blogger, og prøver at overtale mig selv til at tage et bad. Vi skal nemlig ned til Vallø bagefter for at hente bilen, og jeg har mig selv mistænkt for at lugte lidt af gnu (gammel sprut, sved, hvidløg, søvn, druk, røg … mmmmm).

Hvorfor gider man (jeg) egentlig drikke sig stiv, når man (jeg) ved hvordan man (jeg) får det dagen efter? I de glade Ritz-dage kunne jeg være bjældestiv både fredag og lørdag, og ikke have nogen synderlige tømmermænd. Men nu … pyha, jeg tror slet ikke jeg kan tåle at drikke mere sådan rigtig. Og jeg gider det egentlig heller ikke. Jo, jeg synes det er sjovt NÅR jeg er snalret og glad og danseagtig og ligeglad om jeg skråler højt og pivfalsk med på en eller anden tåbelig sang, men jeg gider bare ikke rive en hel dag ud af kalenderen til bare at have det elendigt. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været stiv og har ørlet, og har haft junk-æderen på og var klam og ikke lige nåede i bad før jeg blev nødt til at gå i seng igen. Ikke i hverken 2007 eller 2006. I must be gettin’ too old for that shit.

Vi skal heldigvis ha’ pizza i aften — hjemmelavet altså, det er blevet vores søndagstradition — selvom jeg godt ku’ kværne den pizza nu sammen med 1½ liter kold cola. Måske skulle vi købe noget cola, når vi henter bilen. Vi tager nok motorcyklen derned, det bliver godt at få noget luft.

Nu er der heller ikke lavet nogen planer for juli måned (endnu) andet end en uskyldig biograftur med kæresten, Mille og hendes kæreste for at se Die Hard 4.0 og spise store svinske amerikanske burgere før filmen. Mmmm, burgere og fritter. Jeg tror jeg har æderen på idag.

Tror lige jeg tager det bad dér…