Så er den ged vist barberet…
22. november 2007
Jeg har siddet med en konsulent mandag, tirsdag og så idag, torsdag i forbindelse med denne her gode opgave, som jeg fik tiltusket mig i mit ellers ret skodagtige arbejdsliv. Og nu er opgaven sådan set næsten færdig. Ren og lækker XHTML styret udelukkende via CSS, som validerer uden fejl og som nu mere eller mindre kan overdrages til programmøren til videre behandling.
Jeg har ikke fattet 100% af alt vi har lavet, men jeg synes jeg har fået et godt grundlag, som jeg kan arbejde videre på. Jeg skal stadig være med på opgaven sideløbende, og har også bestilt 3 bøger, som jeg håber kan medvirke til at udvide min forståelse for hvordan man virkelig får krammet på det lort.
Jeg var syg hele sidste uge med snot, hoste og måske en lille smule feber de første dage, så jeg har ikke været i skole hverken i torsdags eller i tirsdags. IDAG skal jeg til gengæld i skole til anatomi/fysiologi, og det er tredje sidste gang vi har det fag, så nu er der snart læseferie (december/januar, men ferie og ferie … jeg skal sgu stadig på arbejde) og der skal godt nok terpes for vanvittigt, for jeg er stadig alt for dårlig til at huske hvad de forskellige muskler osv. hedder, hvor de sidder og hvilke funktioner de har.
Jeg regner med at melde mig ind i Fitnessdk onsdag i næste uge og så se hvad det er for noget, for nu skal jeg sgu igang. Jeg har i øvrigt tænkt mig at forhøre mig om muligheden for at blive instruktør der, når jeg er færdig med uddannelsen i starten af februar. Eller … jeg skal jo godt nok ud at rejse (der er i øvrigt kun 93 dage til, hehe!), så det bliver jo nok først fra midten af marts, men muligheden skulle ihvertfald være til stede.
Ellers ser det ud til, at der bliver travlt fra nu af og hele december. Jeg skal hjælpe en veninde med at købe domæne søndag, har noget træning på mandag, skal hjælpe en anden veninde med noget lejlighed tirsdag, vil i Fitnessdk onsdag, skole torsdag, hjælpe førnævnte anden veninde med at flytte lørdag, skole tirsdag, give blod onsdag, julefrokost fredag, Synoptik, tandlæge, skole, julefrokost igen …
Jeg er allerede udmattet.
Valgsnot
14. november 2007
Jeps, så blev jeg syg. Nu har mange af mine kolleger også gået og snottet og hostet mig op i hovedet i flere uger, så hvorfor dog ikke. Det er bare et rigtigt lortetidspunkt at blive syg på nu, for jeg har ret travlt på arbejdet.
De justeringer, som jeg fortalte om for noget tid siden er trådt i kraft — desværre med en fuldstændig urealistisk deadline, der hedder 15. december, men det er jo det sædvanlige. Marketings-idealisterne kræver ind og så kan IT bare rette ind til højre på trods af, at det rent faktisk er dem der ved, om tingene kan lade sig gøre i praksis eller ej. Men sådan er det jo — det ved alle, der arbejder med udvikling af IT-systemer til daglig.
Jeg har sagt, at jeg skal have en konsulent til hjælp, som både kan give mig noget undervisning og noget sparring samt tjekke op på, om det jeg laver er rigtigt. Eftersom det her vil være en learning-by-doing opgave for mig vil jeg ikke lægge hovedet på blokken på, at det jeg laver til 15. december er godt nok. Og det SKAL være godt nok — det skal rent faktisk være fuldstændig korrekt lavet denne gang, ellers vil jeg overhovedet ikke røre ved opgaven. Så jeg har fået lovning på en konsulent fra Creuna og vi skal formentlig allerede igang på mandag, og så bliver der nok at se til.
Jeg skulle ellers ud at give blod idag, men jeg ved ikke om man må give blod, når man er syg. Afventer opkald fra Blodbanken.
Derudover skal der i aften være stormøde i Ejby-hallen angående et muligt fremtidigt fitnesscenter i Ejby. Det kunne være lidt genialt, hvis der kom sådan et. Jeg havde planlagt at skulle med til det møde, men når jeg nu har det som jeg har det er jeg mest stemt for at blive hjemme. Det var kun fordi jeg følte mig usandsynlig demokratisk forpligtet igår, at jeg forlod den varme sofa og trodsede snevejret for at få sat mit kryds.
Og når nu Fogh snupper 4 år mere og Asmaa Abdol-Hamid forhåbentlig ikke kommer i Folketinget, er den sag jo som den skal være.
Hybris og nemesis
9. juni 2007
Normalt er jeg sådan én, som fanger alt. Altså virus, bakterier, alles. Og så bliver jeg syg. Og når først mit immunforsvar er svækket er det enormt svært for mig at komme ovenpå igen.
I mandags, da jeg var ude at spise før afskedsfesten på Ritz kom vi til at snakke om, at mange gik rundt med en sommerforkølelse og jeg sagde til min veninde Mille, at jeg heldigvis ikke havde været syg siden nytårsaften (og ja, det var forkølelse og ikke bræksyge).
Det er dét, man kalder hybris — overmod, at udfordre eller trodse skæbnen. Jeg bankede ellers tre gange under bordet, sagde 7-9-13 og alt det dér. Men alligevel vågnede jeg op torsdag morgen og var snotforkølet — det er Nemesis, straffen for min arrogance. Jeg plejer normalt ikke at gøre den slags, for jeg ved hvad der vanker: Nemesis.
Og nu sidder jeg her med hovedet fuld af snot, en næse så rød som Rudolfs og øjne, der er lyserøde og irriterede imens jeg venter på det næste nyseanfald. Jeg ligner lort — virkelig! — og min ansigtshud går helt amok, hvad den også plejer når jeg er syg.
Derfor blev jeg hjemme fra arbejde igår - der er ikke nogen grund til at tage ind på kontoret og snotte på alle de andre. Jeg hader dem dér, som skal spille helt og komme på arbejde med 40 i feber, som om virksomheden ville lukke hvis de tog sig en sygedag, og som så smitter en masse andre. Tak for lort. Derfor bliver jeg altid selv hjemme så vidt det er muligt, hvis jeg er syg. Man får sgu ikke noget klap på skulderen for at stille op og man får alligevel heller ikke udrettet særlig meget.
Så igår sov jeg til halv elleve og tilbragte resten af dagen på sofaen med at glo fjerner. Idag trodsede jeg forkølelsen og gik i bad, kørte i Føtex og så har jeg eller bare ligget udenfor i solen uden tøj på hele dagen og forsøgt at svede min forkølelse ud. Nok ikke det smarteste, men jeg kunne ikke udholde endnu en dag indenfor i det her vejr.
Jeg håber bare jeg er frisk til på lørdag, for dér skal jeg til bryllup hos Martin og Miss Sophie. Det bliver superfedt, hvis ellers jeg er frisk. Ellers skal jeg bare ha’ Panodiler, smøger og rødvin — så er jeg kørende og så tager jeg straffen om søndagen.
Det er bare lidt noget gejl for den kommende uge, for på mandag skal jeg til helbredsundersøgelse på arbejdet og onsdag skal jeg vaccineres mod leverbetændelse. Æv, fuck!




